regering og Folketing

S-profiler trodser partilinje om modtagecenter i Rwanda

Seks S-folketingsmedlemmer og i alt 18 kandidater afviger fra partiets officielle linje i Rwanda-spørgsmål.


Opdateret kl. 04:43

Seks socialdemokratiske folketingsmedlemmer har overfor Jyllands-Posten tilkendegivet, at de undlader at støtte op om partiets linje i forbindelse med modtagecentre i Rwanda.

I alt 18 S-kandidater følger ikke partilinjen.

Det er første gang, uenigheden i folketingsgruppen kommer til overfladen, skriver avisen.

I Jyllands-Postens kandidattest har seks folketingsmedlemmer, herunder fødevareminister Rasmus Prehn, svaret "hverken-eller" til spørgsmålet om, hvor enige de er i følgende udsagn:

"Asylsøgere, der kommer til Danmark, skal flyves til et modtagecenter uden for Europa, hvor deres asylsag skal behandles."

Socialdemokratiet har som parti erklæret sig "helt enig" i udsagnet.

De seks folketingsmedlemmer er Jens Joel, Mette Gjerskov, Birgitte Vind, Anne Paulin, Daniel Toft Jakobsen og Rasmus Prehn.

Prehn er fødevareminister, mens resten sidder på ordførerskaber på blandt andet EU-, miljø- og klimaområdet.

Udviklingsordfører Daniel Toft Jakobsen uddyber til Jyllands-Posten sit svar i kandidattesten. Han mener, at intentionen i Rwanda-planen er god, men er alligevel "skeptisk".

- Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi faktisk kan dæmme op for menneskesmuglere, hvis Danmark gør det her alene uden andre europæiske lande. Og så er der selvfølgelig også noget omkring nogle forhold i Rwanda, hvor vi i hvert fald har brug for at blive klogere, siger Daniel Toft Jakobsen.

Det er ikke første gang, han stiller sig kritisk overfor partiets udlændingepolitik.

Tidligere på ugen fik Rwanda-planen kritik af Poul Nielson, mangeårig udviklingsminister, tidligere EU-kommissær og S-koryfæ.

Rwanda-planen går ud på, at regeringen vil lave et modtagecenter for asylansøgere i det afrikanske land. Det skal ifølge Socialdemokratiet sætte en stopper for menneskesmuglere.

Realiseres planen, vil det være den største stramning af dansk asylpolitik til dato, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden