landbrug

Regeringen vil investere milliard i grønnere landbrug

En milliard kroner fra det grønne råderum skal bruges på grøn omstilling i landbruget, mener regeringen.

Når en ekspertgruppe er færdig med at finde ud af, hvordan man beregner en CO2-afgift for landbruget, skal en CO2-afgift indføres for landbruget, som kan føre Danmark i mål med klimamålet for 2030. (Arkivfoto)
Når en ekspertgruppe er færdig med at finde ud af, hvordan man beregner en CO2-afgift for landbruget, skal en CO2-afgift indføres for landbruget, som kan føre Danmark i mål med klimamålet for 2030. (Arkivfoto) Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:07

Regeringen vil bruge en milliard kroner fra den pose af penge, der kaldes det grønne råderum, på at gøre dansk landbrug grønnere. Sammen med ønsket om en CO2-afgift for landbruget er det de centrale elementer i Socialdemokratiets landbrugsudspil.

Der er en ekspertgruppe, der arbejder med at lave en model for, hvordan en CO2-afgift skal skrues sammen.

Når en model er lavet, skal pengene fra afgiften ifølge regeringen lægges i en klimafond for landbruget.

Det skal sammen med en milliard kroner fra det grønne råderum fungere som guleroden for landbruget, mens afgiften skal fungere som pisken.

Afgiften skal ifølge Socialdemokratiets udspil være "høj nok" til at sikre, at Danmark når sin målsætning for reduktioner i CO2-udledninger i 2030.

Når man ser på fremskrivninger for dansk økonomi, forventes der at være nogle penge til rådighed til, hvad end politikerne vælger at prioritere dem til.

En del af de penge, har et bredt flertal i Folketinget aftalt, skal gå til grønne formål. Det er det, der kaldes det grønne råderum.

Pengene skal herefter udmøntes efter enighed i den gruppe af partier, der har aftalt at reservere de penge til grønne formål. Det er dermed ikke noget, regeringen kan gøre alene.

Regeringens snak om en CO2-afgift for landbruget, skaber bekymring hos brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Det vil koste mange tusinde arbejdspladser i landdistrikterne. Ikke kun i landbruget, men på slagterierne og mejerierne, siger formand Søren Søndergaard.

Socialdemokratiet har tidligere givet udtryk for, at regeringen ønsker en CO2-afgift på landbruget, men først når en ekspertgruppe har set på, hvordan den kan udformes.

Den ekspertgruppe har arbejdet, indtil valget blev udskrevet. Her blev den vanen tro sat på pause. Formand Michael Svarer har tidligere på ugen oplyst Børsen, at gruppen ventes at være færdig i 2023 med sit arbejde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden