regering og Folketing

Samlet blå blok: Forsvaret skal have flere penge allerede i år

Regeringen skal omgående sætte gang i forhandlinger om flere penge til Danmarks forsvar, mener oppositionen.

Regeringen skal hurtigst muligt sætte gang i forhandlinger om flere penge til Danmarks forsvar, mener oppositionen. (Arkivfoto)
Regeringen skal hurtigst muligt sætte gang i forhandlinger om flere penge til Danmarks forsvar, mener oppositionen. (Arkivfoto) Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:55

Der skal allerede i år flere penge til det danske forsvar. Det mener en samlet opposition, der beder regeringen omgående starte forhandlinger om Forsvarets økonomi.

Det sker i et brev til statsministeren og forsvarsministeren, som de seks partiledere fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

- Dansk forsvar skal derfor have flere penge her og nu. Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene, står der i brevet.

- Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig, så hurtigt som muligt.

Ifølge de seks partier har Rusland invasion af Ukraine fremrykket behovet for omgående at styrke det danske militær.

- Vi mener, at vi fra dansk side skal sende et klart signal til vores allierede og vores modstandere om, at vi er klar til at stille op og engagere os i vores egen sikkerhed.

- Vi skal derfor i højere grad være i stand til at forsvare os selv og vores alliancepartnere i Nato. Det indebærer en oprustning af det danske forsvar.

Partierne skriver også, at der med et nyt forsvarsforlig skal lægges en plan for "at opfylde Danmarks forpligtigelser overfor Nato."

I 2014 blev Danmark og de andre Nato-lande enige om at arbejde hen imod at bruge det, der svarer til to procent af de enkelte landes bruttonationalprodukt på forsvarsudgifter. Det lever Danmark ikke op til, som det ser ud i dag.

Det står ikke specifikt nævnt i brevet fra oppositionen, om det er den forpligtelse, der henvises til.

I brevet er der ikke nævnt nogle beløb for, hvad oppositionen betragter som et "væsentligt beløb" i år.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere oplyst Folketinget, at et forsvarsbudget på to procent af bruttonationalproduktet i 2030 vil kræve at der tilføres 17,9 milliarder kroner årligt mere end i dag.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) forventer, at der i det kommende forsvarsforlig vil blive brugt flere penge på Forsvaret. Det siger han i en skriftlig kommentar.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der i det kommende forsvarsforlig vil blive brugt flere penge på Forsvaret. Dialogen er i gang. Men hvordan et forsvarsforlig kommer til at se ud, afgøres af forhandlingerne, udtaler han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden