Politik

SF vil sænke klasseloftet til 24 elever i hele folkeskolen

SF vil afsætte milliarder til at sænke klasseloftet og skaffe flere end 5000 nye lærere og pædagoger.

Formand for Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr efter pressemøde om krav til en kommende regering om at naturen og biodiversiteten skal have en lov med bindende mål i København mandag den 16. marts 2026.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)
Formand for Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr efter pressemøde om krav til en kommende regering om at naturen og biodiversiteten skal have en lov med bindende mål i København mandag den 16. marts 2026.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix) Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 06:44

Både Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance har frem mod valget den 24. marts præsenteret udspil på skoleområdet.

Nu stempler også SF ind i debatten.

Partiet præsenterer onsdag et udspil, hvor man blandt andet vil sænke klasseloftet til 24 elever på alle klassetrin i folkeskolen og skaffe flere lærere og pædagoger.

- Der skal være mere tid til den enkelte elev. Det kræver et klasseloft, og ikke kun i de små klasser, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

I dag er klasseloftet på 28 elever i 3.-10. klasse, mens det i indskolingen er på 26 elever.

SF afsætter i udspillet 4,2 milliarder kroner årligt fra 2027 - beløbet stiger til 6,2 milliarder i 2029 og frem.

Størstedelen af midlerne er afsat til at skaffe flere lærere og pædagoger.

SF lægger med udspillet op til at skaffe flere end 5000 folkeskolelærere og pædagoger, siger Pia Olsen Dyhr.

- Vi er godt klar over, at det ikke kan ske i løbet af et eller to år. Men vores ambition er, at bedre arbejdsvilkår vil kunne få mange af dem, der har forladt folkeskolen, tilbage.

Man vil desuden oprette en såkaldt omstillingsfond med 15 milliarder kroner til at løfte skolens rammer.

Pengene er sat af i perioden 2027-2029 som engangsudgifter til at bygge nye klasselokaler, købe flere fysiske bøger og efteruddannelse af lærere.

- Når man sænker klasseloftet, kommer vi ikke uden om, at der skal bygges nyt, siger Pia Olsen Dyhr.

SF's forslag skal blandt andet finansieres ved at hæve skatten på de største aktieindkomster fra 42 til 49 procent.

Det indbringer tre milliarder om året.

Desuden vil man tage tre milliarder fra råderummet og udskyde en række skattelettelser.

De resterende penge henter man ved at lave en finanspolitisk lempelse, hvilket betyder, at man vil tillade et større offentligt forbrug de kommende år.

- Der er en relativt stram økonomi i Danmark de kommende år. Vi tager forskud på nogle af de penge, der kommer senere, for at investere i vores fælles folkeskole og vores børns hverdag.

SF afsætter i udspillet også penge til at bevare skoler i landdistrikter, styrke indsatsen mod skolevægring og bedre fritidstilbud.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden