Pervers, ynkelig og forkvaklet

Der har aldrig været en tid, hvor børn på 14-15-16 år havde lyst til at være sexlegetøj - ind i mellem endda i fuld offentlighed - med en mand, der kunne være deres bedstefar

Simon Spies på sin polterabend i i Aalborg i 1983. <i>Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix</i>

Simon Spies på sin polterabend i i Aalborg i 1983. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

LEDER:- De var børn. De var sexredskaber. De var adspredelse. De var - i kraft af deres alder eller intellekt eller mangel på samme - bare adspredelse.

Ordene kommer fra Lise Lotte Breeden - tidligere direktørlærling i Spies Rejser - og de falder i en ny DR-dokumentar om Simon Spies og dennes årtier lange misbrug af unge piger. Eksemplerne er mange, og nogle af dem er både ulovlige og horrible. Ind i mellem betalte han simpelthen pigerne store pengebeløb for at få lov til at gå volds-amok på dem, andre gange gav han en mor en vaskemaskine for at komme i seng med datteren. 

Pigerne var - fortæller dokumentaren - gennemsnitligt omkring 16 år. De kom alle fra samfundets nedre lag og var nemme ofre for det kyniske netværk, der tjente kassen på at sørge for, at Spies fik det, han ville. Nogle skaffede ham absurde mængder af lattergas, andre stod for en strøm af skiftende unge piger. 

Det var - understreger dokumentaren krystalklart - misbrug af andre mennesker. At Simon Spies betalte betyder ikke, at det ikke var misbrug. 

Alligevel er der mange, der på de sociale medier har travlt med at frikende misbrugeren.  

Det var pigernes eget valg, og i øvrigt var det en anden tid, lyder argumentet. 

Argumentet om, at pigerne selv sagde ja, minder om de argumenter, talrige pædofile har brugt til at frikende sig selv. Lige nu kører der en retssag mod en 47-årig mand, der er tiltalt for seksuelle overgreb på mindreårige, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno. Mandens eneste forsvar er, at pigerne selv ville det.

Men nej. Det er ikke en gangbar undskyldning.

Mange steder i verden findes der børn, som sælger sex. De siger også selv ja - men selvfølgelig gør de det kun, fordi der ikke er et bedre alternativ. Forsvarer man Spies, er det implicit også et forsvar for de mænd, der tager til Cambodia for at have sex med 14-15-årige piger og drenge. 

At det var en anden tid, er rigtigt nok - meget var anderledes, Danmark var fattigere, og i halvfjerdserne var ligestillingskampen stadig kun lige begyndt. 

Men der har aldrig været en tid, hvor børn på 14-15-16 år havde lyst til at være sexlegetøj - indimellem endda i fuld offentlighed - med en mand, der kunne være deres bedstefar. I nyere tid har det heller ikke været lovligt. Simon Spies stod bare på en måde over loven, for mere eller mindre hele samfundet syntes, at det da var helt i orden. Pressen - dengang overvejende mænd - svælgede i det, og lod sig i øvrigt villigt beværte af Spies. 

 Ja, det er længe siden. Men sådan er det med historie, der ofte først kan skrives på afstand. At det var acceptabelt i samtiden betyder ikke, at det altid vil være sådan.  

Slavehandel var i århundreder et fuldt legalt erhverv, for knapt hundrede år siden blev tvangssterilisering af mentalt svage og socialt udsatte anset som humanistisk socialpolitik her til lands, og indtil 1973 blev homoseksuelle direkte diskrimineret i dansk lov.  

Heldigvis står verden ikke stille, vi bliver klogere, lærer af fortiden og ændrer love og adfærd. 

Nu er tiden så - heldigvis - kommet til at gøre op med den myte, at rige, oftest hvide mænd skulle have en særlig ret til at udnytte andre. 

Det har de ikke, og det er sagen en vigtig understregning af. 

Om Spies-koncernen skal følge ønsket fra nogen af pigerne og sige undskyld, er en bestyrelsesbeslutning. Hverken den nuværende ledelse eller medarbejdere har været direkte involveret. 

Alternativt kunne de opsætte en mindeplade for Heidi Kristensen - en af de mange piger, der blev ødelagt af mødet med Spies.

I en alder af 15 år blev hun ansat som piccoline i Spies Rejser, og hun blev kort tid efter morgenbolle-barn.

Heidi kom fra en socialt udsat arbejderfamilie. Hun havde brugt hele sin ungdom hos Spies, så da hun som 18-årig røg ud, havde hun intet at komme tilbage til. Hun blev afhængig af alkohol og stoffer, og endte som prostitueret stiknarkoman på Vesterbro. I en alder af 25 år døde hun af aids.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.