Sport skal hjælpe udsatte unge - snart mangler de penge

Integrationsinitiativet Get2Sport får ikke erstattet penge fra private fonde med statslig støtte.

Børn og unge fra socialt udsatte boligområder er med hjælp fra integrationsinitiativet Get2Sport blevet en del af det danske foreningsliv. Manglende erstatning for penge fra private fonde, som tidligere har været med til at finansiere initiativet, vil betyde, at Danmarks Idrætsforbund må neddrosle på området. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Børn og unge fra socialt udsatte boligområder er med hjælp fra integrationsinitiativet Get2Sport blevet en del af det danske foreningsliv. Manglende erstatning for penge fra private fonde, som tidligere har været med til at finansiere initiativet, vil betyde, at Danmarks Idrætsforbund må neddrosle på området. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På fodboldbanen er alle lige - uanset socialklasse, niveau i skolen og forældrenes job. Det er det, som Danmarks Idrætsforbund DIF's initiativ Get2Sport er med til at støtte.

Initiativet hjælper børn og unge fra socialt udsatte boligområder med at blive en del af det danske foreningsliv og holde dem væk fra gadehjørnerne og ude af kriminalitet.

Men fra næste år kan virkeligheden blive en anden for idrætsorganisationer i de 27 kommuner og 54 socialt udsatte boligområder, hvor Get2Sport er til stede.

DIF er hvert år frem til 2024 sikret 6,5 millioner kroner i satspuljemidler på finansloven. I 2022 er der også seks millioner fra private fonde. Men fondspengene tørrer ud ved årsskiftet. Derfor havde DIF foreslået regeringen, at den årlige statsstøtte blev trappet op over en årrække.

Men det er ikke kommet med i regeringens finanslovsforslag. Hvis pengene ikke kommer, betyder det, at DIF må neddrosle deres indsats i de udsatte boligområder. Måske bliver den helt halveret.

Fra DIF’s side føler man, at dialogen med regeringen om den ekstra finansiering har været konstruktiv. Derfor har det overrasket foreningen, at der ikke kom flere penge med i finanslovsforslaget.

- De ved godt med selvsyn, hvad det her har betydet. Jeg vil også skyde på, at der vil være en række kommuner, der indgår i samarbejdet, som vil være skuffede, hvis nogle af de her initiativer kommer ned på lavt blus eller helt bliver nedlagt, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Get2Sport kan ifølge Det Kriminalpræventive Råd have en effekt i forhold til at holde børn og unge ude af kriminalitet.

- Det at gå ind og arbejde stabilt og langvarigt med børn og unges liv - deres skoleliv, deres familieliv og deres fritidsliv - det kan være med til at styrke deres beskyttende faktorer - og dermed også svække betydningen af deres risikofaktorer, siger Hans Peter de Place, specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger i et skriftligt svar, at han ser Get2Sport som en vigtig bidragyder på integrationsområdet, og at han derfor er glad for, at der fortsat er en bevilling på 6,5 millioner kroner årligt til initiativet.

Ministeren forholder sig i sit svar ikke til, at DIF havde håbet, at staten ville træde til og lappe hullet på 6 millioner, når pengene fra de private fonde falder bort.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden