elproduktion og distribution

Staten står til at spare knap fem milliarder på vedvarende energi

Partier stiller milliardkrav til regeringen i forhandlingerne om varmehjælp til ramte borgere.

Staten står til at spare flere milliarder kroner mere end ventet på grund af de høje energipriser. Og det kan få betydning for forhandlingerne om en varmecheck til dem, der er ramt af de stigende energipriser.

Finansministeriet har tidligere vurderet, at staten kunne spare 2,7 milliarder kroner på støtten til vindmøller, solceller og anden vedvarende energi.

Nu lyder tallet på 4,9 milliarder kroner som følge af de højere energipriser ifølge et folketingssvar.

- Det bør betyde, at de 2,7 milliarder kroner, som har været nævnt mange gange, dem skal vi i mål med.

- Vi gør opmærksom på, at hvis man vil lave en løsning, er det et spørgsmål om politisk vilje, siger energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL).

Også Venstre og De Konservative mener, at de 2,7 milliarder kroner bør blive den økonomiske ramme for forhandlingerne.

I øjeblikket er der forhandlinger om elpriserne, som banker i vejret, hvilket betyder, at varmeregningen for mange tusinde borgere stiger.

Derfor vil politikerne kompensere borgerne.

Det er primært de familier, som har gas eller el som varmekilde, der bliver hårdest ramt af de højere priser.

De 4,9 milliarder kroner er penge, som staten sparer på støtte til vedvarende energi. Når de øvrige energipriser stiger, er der ikke samme behov for støtte.

Omvendt påpeger regeringen, at når energipriserne falder, skal der være råd til, at staten støtter vedvarende energi. Derfor er det nødvendigt med en buffer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden