Statsminister: Fordrevne ukrainere skal bygge hjemland op en dag

At være flygtning er midlertidigt, og en dag skal de bygge hjemlandet op, siger statsminister og ambassadør.

Statsminister Mette Frederiksen afholder kort pressemøde efter spørgetime i Folketingssalen. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen afholder kort pressemøde efter spørgetime i Folketingssalen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ukrainske flygtninge skal ikke integreres i Danmark, men vende tilbage til deres hjemland og hjælpe med at bygge det op, når tid er.

Det har Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, sagt til flere medier. Og statsminister Mette Frederiksen (S) er enig, udtrykker hun tirsdag i Folketingssalen under en partilederdebat.

- Det er en anden tilgang til flygtningespørgsmålet end det, vi normalvis hører, og jeg er meget enig, siger Frederiksen.

- Det at være flygtning er midlertidigt, så man skal vende tilbage og være med til at bygge sit fædreland op, når man får mulighed for det. Det giver os mulighed for at hjælpe andre flygtninge.

De ukrainske flygtninge har via en særlov fået lov til at blive i to år i Danmark, hvor de kan arbejde, uddanne sig og har adgang til sundhedsydelser. Loven blev hastebehandlet.

Ambassadøren er taknemmelig for særloven.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) har sagt, at regeringen forventer, at der kan komme "markant flere" end 20.000 ukrainere. Det var, hvad kommunerne havde gjort plads til oprindeligt.

Mange tusind er døde som følge af Ruslands indtog i Ukraine. Over tre millioner er sendt på flugt ifølge FN, og endnu flere millioner er internt fordrevne.

Mette Frederiksen ser ikke et ønske om en fordelingsnøgle for EU's medlemslande på nuværende tidspunkt. Det uddyber hun på et kort pressemøde efter mødet i salen.

Nøglen kan være bestemmende for, hvor mange flygtninge medlemslandene skal tage imod.

Hun mener, at mange flygtninge i nærområderne ønsker at blive i nabolande til Ukraine, fordi de vil være tæt på deres familier, der kæmper i krigen. Den blev indledt af den russiske præsident, Vladimir Putin.

- Der er ingen, der ved, hvor mange flygtninge der kommer til at være på grund af den meget blodige invasion, vi ser fra Putins side i Ukraine, siger Mette Frederiksen.

- Hvis det skulle forandre sig, og der er et ønske om, at flere flygtninge kommer rundt til landene, så vil jeg mene, at Danmark skal tage sin andel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden