Statsminister storroser Polen for indsats under krig i Ukraine

Polen står til at få støtte trods kritik for at bryde EU-lov. Frederiksen både kritiserer og roser Polen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler til Tænketanken Europas Europakonference. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler til Tænketanken Europas Europakonference. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) storroser Polen, som hun mener har fået for lidt anerkendelse.

Landet yder en stor indsats ved at bistå med at søsætte militære aktiviteter ind i Ukraine og ved at huse millioner af flygtninge.

Det siger hun på Tænketanken Europas årlige konference, hvor hun taler om, at det er på tide at anerkende Polen mere i EU generelt.

- Polen har været et af de stærkeste medlemslande i denne krise. Man har valgt at huse to-tre millioner mennesker herunder mange børn, som går i skole i Polen og har adgang til sundhedsvæsenet.

- Det er Polen, der har været vores alle sammens logistiske samlingspunkt for rigtig mange af de aktiviteter, vi har ind og ud ad Ukraine. Vi bør anerkende Polen som et af de vigtigste medlemslande i EU, siger hun fra scenen.

Polen har ellers været i vælten de seneste år på grund af bekymringer over landets juridiske system, der har været i strid med EU-loven. Polen er ved at indføre reformer, men de er blevet kritiseret.

Sagen har delt EU-Kommissionen i to lejre. Nogle kommissærer vil stå fast på krav til Polen, mens andre vil uddele tilbageholdt støtte.

Torsdag var kommissionsformand Ursula von der Leyen på besøg i Polen for at overbringe budskabet om, at kommissionen efter måneders modstand nu er klar til at blåstemple Polens genopretningsplan efter corona.

Det kan potentielt udløse knap 24 milliarder euro i tilskud og et lån på 11,5 milliarder euro, hvis Polen efterlever krav om reformer. Det er omkring 265 milliarder kroner.

Mette Frederiksen står dog trods rosen fast på retsstatens ukrænkelighed.

- Jeg synes, vi skal være et af de lande, der står meget på rule of law (retsstaten, red.) Det er en af Danmarks vigtigste opgaver. Der er stærke kræfter i Polen og andre lande som værdimæssigt trækker i en anden retning end den, jeg mener.

- Jeg er ikke værdirelativist på nogle spørgsmål overhovedet, siger hun.

- Vi skal fortsætte, som vi gør. Men det ændrer ikke på, at når så stort et land tager så stort et ansvar, skal man anerkende det. Så kan vi godt være uenige om andre ting, siger hun.

På et tidspunkt skal Danmark som medlemsland også tage stilling til, om støtten skal udbetales. Til det siger Mette Frederiksen, at hun har tiltro til kommissionens indstilling.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden