regering og Folketing

Statsminister tror på bred aftale i opgør mod bureaukrati

Denne gang vil et opgør mod bureaukrati lykkes, mener statsminister, der ser bred politisk aftale for sig.

Jakob Ellemann-Jensen (V) og Mette Frederiksen (S) til debat mellem statsministerkandidaterne i DR-Byen søndag aften.
Jakob Ellemann-Jensen (V) og Mette Frederiksen (S) til debat mellem statsministerkandidaterne i DR-Byen søndag aften. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:18

For første gang i en valgkamp er alle partier enige om, at der skal være et opgør med bureaukrati og dokumentation i det offentlige.

Det mener statsminister Mette Frederiksen (S).

I en tv-debat mellem de tre statsministerkandidater på DR1 søndag aften nævner værten, at der lige siden statsminister Poul Schlüter (K) i 1980'erne har været et ønske om mindre bureaukrati.

- Alle har sagt det. Det nye er, at nu siger alle partierne det i samme valgkamp, svarer Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at også Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) ønsker, at man ved at skære ned på bureaukrati og krav til dokumentation giver mere tid til borgeren i det offentlige.

Derfor er Mette Frederiksen "meget optimistisk" i forhold til, "at det her kommer vi i mål med på tværs" efter valget. Der er nu "muligheden" for en "bred aftale om at komme af med bureaukrati og dokumentation".

Optimismen fra statsministeren kommer i en duel med Jakob Ellemann-Jensen, mens Søren Pape Poulsen lytter med fra sidelinjen.

De to diskuterer fremtidens velfærd i Danmark.

Her lyder det også fra Mette Frederiksen, at hun ikke bliver "forskrækket over" Venstres ønske om flere friplejehjem i kommunerne.

For det har Socialdemokratiet "snakket om i mange år".

Duellen mellem de to startede ud med en håndsrækning fra Jakob Ellemann-Jensen.

Uanset hvem, der ender som statsminister, er Venstre klar "til at få danskerne trygt igennem den her inflation", lyder det.

- Vi har brug for, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, siger Venstre-formanden.

Men, at der samtidig ikke vendes "det blinde øje" til, at nogle skal have hjælp til at komme igennem krisen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden