Statsministeren er klar til at støtte Ukraine med militært udstyr
Mette Frederiksen udelukker ikke, at Danmark skal støtte Ukraine med våben, hvis situationen eskalerer.

A service member of the Ukrainian armed forces is seen at combat positions in Donetsk Region Maksim Levin/Reuters
Statsminister Mette Frederiksen (S) er klar til at støtte Ukraine med våben og andet militært udstyr, hvis den russiske præsident, Vladimir Putin, vælger at optrappe situationen i landet yderligere.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Jeg vil ikke udelukke (at sende militært isenkram til Ukraine, red.), og jeg har ingen principiel modstand mod, at vi gør det, siger hun til avisen.
- Situationen omkring Ukraine udgør nu en alvorlig trussel mod Europa, og der er en reel risiko for en væbnet konflikt på europæisk jord, vurderer Mette Frederiksen.
Skulle situationen i Ukraine eskalere yderligere, vil Rusland også blive mødt med sanktioner af "en hidtil ukendt dimension", fortæller statsministeren til avisen.
Hun kan dog ikke gå i detaljer med, hvilke sanktioner der er tale om.
Rusland har omtrent 100.000 tropper placeret på grænsen til Ukraine, men Putin har gentagne gange afvist, at en invasion var på vej. Den ukrainske regering har ligeledes manet til ro.
Statsministeren varsler også flere penge til Forsvaret, hvis det nuværende budget ikke skulle være tilstrækkeligt.
Adspurgt om også danske soldater kan komme til at skulle indfinde sig på ukrainsk jord, vil Mette Frederiksen dog ikke svare på.
Både Venstre og SF støtter op om at sende militært udstyr til Ukraine. De Radikale støtter også om det, men kun hvis det sker i koordination med EU, skriver Politiken.
Udenrigsordfører i SF, Karsten Hønge, ser det dog som mest naturligt, at man giver landet penge.
Landets udenrigsminister, Dmytro Kuleba, var i løbet af ugen på besøg i Danmark.
I den forbindelse kunne udenrigsminister Jeppe Kofod (S) annoncere, at regeringen afsætter 875 millioner kroner til Danmarks Naboskabsprogram de næste fire år. Og Ukraine vil modtage 550 millioner kroner.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.