Statsministeren vil undskylde til grønlandske børn

Under besøg i Grønland skal statsministeren deltage i undskyldningsarrangement for 22 grønlandske børn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil de næste to uger undskylde for, at 22 grønlandske børn i 1951 blev sendt til Danmark.

Undskyldningen skal leveres på onsdag på Nationalmuseet til de seks nulevende af de 22 børn, samt ved et arrangement under hendes besøg i Grønland 14. til 17. marts.

Det oplyser Statsministeriet lørdag.

Da der i december 2020 kom en historisk udredning af, hvordan børnene blev taget til Danmark og blev del af et eksperiment, gav statsminister Mette Frederiksen i første omgang en officiel undskyldning.

I alt 22 grønlandske børn i alderen fire til ni år blev i 1951 sendt til Danmark for at lære dansk.

Formålet var at skabe en dansktalende elite, som skulle gavne Grønlands udvikling.

Siden blev børnene placeret på et børnehjem i Nuuk. Med forbud mod at tale deres modersmål.

Oprindeligt skulle det være forældreløse børn, men forældreløse børn endte med at udgøre et mindretal af børnene.

For de resterende børn noterede den historiske udredning, at der var tvivl om, hvorvidt alle forældre samtykkede. Og hvorvidt de, der gjorde, reelt var klar over, hvad de sagde ja til.

Udredningen fandt, at for omkring halvdelen af de 22 børn gik misbrug, psykiske lidelser, indlæggelser og selvmordsforsøg igen i beretningerne om deres senere liv.

- Gennemgående er også historier om hjemløshed og omflakkende og rodløse liv på kanten af samfundet. For nogles vedkommende også småkriminalitet og domme, stod i den historiske udredning.

- Et flertal af børnene levede deres liv uden nære bånd til deres biologiske slægt. Blandt de adopterede oplevede halvdelen, at adoptivfamilien brød med dem. I et tilfælde i en formel af-adoption.

Selv om statsministeren i december 2020 gav en skriftlig undskyldning, er hun glad for også at kunne gennemføre arrangementerne og personligt kunne undskylde.

- Jeg er glad for, at det nu er muligt at gennemføre et arrangement, hvor vi kan mødes, siger hun i en skriftlig kommentar.

- Deres historie og de tragiske konsekvenser af det forsøg, de blev en del af, har berørt mig dybt. Derfor ser jeg frem til endelig at kunne sige undskyld på Danmarks vegne ved et personligt møde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.