Statsministeren til udsendte i Estland: I er vores svar til Putin

Danske soldater i Estland gør Natos sammenhold til virkelighed, siger statsministeren under besøg i Estland.

De danske soldater, der er udsendt til Estland som led i Natos tilstedeværelse i landet, er med til at udgøre Vestens modsvar til Rusland, mener statsminister Mette Frederiksen (S).

Onsdag er hun sammen med partilederne fra Venstre, De Konservative, SF og De Radikale på besøg i Estland.

Her bringer alle fem deres tak til de danske soldater for deres tjeneste. Samtidig nævner flere af dem i deres tale til soldaterne, at Ruslands invasion af Ukraine sætter soldaternes udsendelse i et nyt lys.

- Krigen i Ukraine er en katastrofe. Første og fremmest for det ukrainske folk. Men det varsler også en ny tid for Europa og Danmark, siger statsministeren i en tale til soldaterne.

- Handlingerne fra Putin kræver på et modsvar. Jeg vil gerne sige tak til jer for at levere det modsvar.

- Det historiske sammenhold, vi lige nu oplever i Nato og EU, gør I til virkelighed.

Under besøger siger statsministeren også, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har rost de udsendte danske soldater.

- Den ros fra den amerikanske præsident tilhører ikke mig, men tilhører jer, siger hun.

Statsministerens og de fire partilederes møde med de danske soldater sker sammen med Estlands premierminister, Kaja Kallas.

Hun udtrykker en glæde over de danske soldaters tilstedeværelse i Estland og siger, at hun håber på et yderligere samarbejde i fremtiden.

Det kan muligvis blive aktuelt. Regeringen oplyste tirsdag, at den er klar til at sende en bataljon på 800 soldater til Baltikum, hvis Nato ønsker det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden