Statsministeriet indkalder til pressemøde om samarbejde med USA

Det er småt med oplysninger om, hvad pressemøde skal handle om, men tre ministre ventes at deltage.

I oktober sidste år kom det frem, at Danmark planlægger at styrke det militære samarbejde med USA. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

I oktober sidste år kom det frem, at Danmark planlægger at styrke det militære samarbejde med USA. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen indkalder til pressemøde i Statsministeriet torsdag.

Det handler om "samarbejde med USA", men det er ikke uddybet, hvad det dækker over.

Emnet skal også skal drøftes i et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn kort forinden. Det er et vigtigt udvalg i Folketinget, hvor medlemmerne drøfter udenrigs- og forsvarspolitik.

Regeringen skal rådføre sig med nævnet før enhver beslutning af større udenrigspolitisk karakter.

Det ventes, at statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og den nye forsvarsminister Morten Bødskov (S) deltager på pressemødet.

Det er endnu uvist, hvad det nærmere handler om, men der har i længere tid været talt om et større strategisk forsvarssamarbejde.

Danmark samarbejder i forvejen med USA på en lang række områder.

I oktober sidste år kom det frem, at Danmark planlægger at styrke det militære samarbejde med USA.

Den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen (S), ville dog dengang ikke uddybe yderligere. Hun mødtes med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin.

I en pressemeddelelse efter mødet skrev det amerikanske forsvarsministerium.

- De bekræftede det stærke forsvarssamarbejde mellem USA og Danmark. De to ministre diskuterede vigtigheden af Nato som fundamentet for den transatlantiske sikkerhed og forskellige veje mod et tættere og udvidet forsvarssamarbejde mellem USA og Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.