Støjberg frygter, at Løkke hellere vil have en ministerbil end en advokatundersøgelse af mink-sagen

Inger Støjberg havde fredag et fint møde med Mette Frederiksen: - Men det bliver nok det eneste møde vi har i denne dronningerunde

Jung-sangen "Hun kommer tilbage" blev spillet næsten på repeat, da Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg tirsdag holdt sejrsfest.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jung-sangen "Hun kommer tilbage" blev spillet næsten på repeat, da Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg tirsdag holdt sejrsfest.  Foto: Claus Søndberg

NORDJYLLAND:Hun siger det også selv: Selvfølgelig var valget af kjole ikke tilfældigt. 

For den kjole, Inger Støjberg tirsdag aften tog ud af skabet, var præcis den hun bar, den dag i december sidste år, hvor et stort flertal i Folketinget stemte hende ud. 

1. november vendte hun tilbage til Folketinget, og kjolevalget var også en måde at tage revanche på.  Præcis som sangen Hun kommer tilbage - der er skrevet og sunget af Jung, og klart var den mest spillede til sejrsfesten hos Danmarksdemokraterne - ligeledes fortæller noget, om hvad der også er på spil. 

Det var en stor aften for både Inger Støjberg og for alle dem, der mente, at hun er blevet uretfærdigt behandlet for sin kamp mod de såkaldte barnebrude.  

Du blev stemt ud og kommer tilbage som partiformand med 14 mandater. Det må have været en vild oplevelse?

- Det var det også. Det mest fantastiske var, at rigtig mange af de mennesker, der har stået ved min side gennem alt det her, også var der den aften. Min familie var der, naboerne var der. Det var helt utroligt at stå der igen. På mange måder var det en god afslutning på det hele. Nu er der ligesom sat punktum for den tid. Nu handler det om Danmarksdemokraterne.  Vi er lige godt fire måneder gamle, så det er helt utroligt, at så mange har vist os den tillid at stemme på os. Helt præcist 286.793. Det er godt nok mange mennesker. Der er noget at leve op til, siger Inger Støjberg lige efter, at hun fredag eftermiddag var til møde hos Mette Frederiksen på Marienborg. 

- Det var et fint møde, men jeg regner med, at det bliver det eneste møde med Mette Frederiksen i denne dronningerunde. Jeg sagde til hende, at vi går efter en borgerlig regering og en regering, der vil have en uvildig advokatundersøgelse af statsministerens og andre ministres ansvar i mink-skandalen.

I Nordjylland ender I som næststørste parti og slår dit gamle parti. Havde du forventet det? 

- Nej, det havde jeg ikke.  På intet tidspunkt havde jeg forestillet mig, at det kunne ende sådan. 

- Du får selv et rekordvalg med 47.211 personlige stemmer. Lise Bech, der er nummer to på jeres liste, fik 521 stemmer. Kan den kæmpeforskel blive et problem for jer?

- Nej. Jeg er glad for hver eneste stemme, der er landet på mig. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt folk vil stemme personligt på grund af, at listen nu hed som den hed. Inden havde jeg kalkuleret med, at der ville være rigtigt mange listestemmer, men i Nordjylland gik det anderledes.  

Hvis det ender med en regering med Mette Frederiksen som statsminister, hvordan vil I så bruge jeres mandater? 

- Vi vil gå konstruktivt til værks, tage ansvar og prøve at få indflydelse. Vi bliver ikke et parti, der kommer til at sætte os over i hjørnet og ikke vil være med. Tværtimod. Uanset hvilken regering, der nu måtte komme, så vil der være nogle ting, vi sagtens kunne samarbejde om. Men der er også ting, vi helt sikkert ikke kommer til at sige ja til. CO2-afgift på landbruget kommer vi aldrig til at stemme for. Det vil være skadeligt ikke bare for landbruget, men også for de erhverv, der leverer til landbruget. 

- Så I vil ikke være som Nye Borgerlige, der ikke har været med i ret mange forlig og har stemt nej til det meste? 

- Nej. Vi er ikke et parti, der er dannet i protest mod hverken nogen eller noget. Vi er her for at søge indflydelse, og når man gør det, så forlader man ikke forhandlingsbordet første gang, der er det mindste, man ikke kan komme i gennem med.  

I og Liberal Alliance får et godt valg, men samlet set får blå blok et dårligt valg. Hvordan kommer blå blok til at stå stærkere til næste valg? 

- Der skal noget tid til. Vi skal have snakket tingene i gennem. Vi skal finde frem til et fælles blåt projekt.  I den her valgkamp er det overraskende nok blandt andet udlændingepolitik, der har adskilt. Helt til sidst begynder der at være noget slinger hos nogen. CO2-afgiften er vi heller ikke enige om. Men den økonomiske politik tror jeg derimod nok, at vi skal finde ud af. 

- Er du enige med de Venstre-folk, der har sagt, at det var en fejl, at Søren Pape Poulsen stillede op som statsministerkandidat? 

- Det vil jeg ikke blande mig i. 

- Hvor længe tror du, at vi må vente på at vi får en regering? 

- Det tør jeg simpelthen ikke sætte en eneste krone af mine sparepenge på. Det kan gå hurtigt eller tage rigtig lang tid. 

- Vil du så spille på, om der kommer en advokatundersøgelse af mink-sagen? 

- Hvis partierne holder fast på det, de sagde før valget, så vil der komme en. Men nu lyder der jo nogen andre takter fra  både Venstre og Lars Løkke. 

- Frygter du, at de skifter mening? 

- Der lyder i hvert fald nogle lidt underlige toner. Men jeg håber godt nok, at de holder fast i det, de tidligere har sagt. Det ville være underligt at løbe fra det for at få en ministerbil. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.