Støjberg mødt med klager fra borgere på førstedag i Folketinget

Vælgernes dom står over Rigsrettens, mener Inger Støjberg, der blev mødt med seks henvendelser fra borgere.

Møde i Folketingssalen på Christiansborg, onsdag den 16. november 2022. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Møde i Folketingssalen på Christiansborg, onsdag den 16. november 2022. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Formand Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne blev på førstedagen for det nye folketing mødt med sin fortid. Partiet fik 14 mandater i Folketinget, som trådte sammen for første gang onsdag, hvor valget skulle godkendes formelt.

Seks borgere har rettet henvendelse for at spørge til, om Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, efter at hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten. Hun blev onsdag fundet værdig og er tilbage i Folketinget under et år efter, hun blev smidt ud.

- Hvad angår spørgsmål om godkendelse af de valgte, så har udvalget modtaget seks henvendelser fra borgere angående Inger Støjberg.

- Udvalget finder efter samlet vurdering, at de 175 kandidater valgt i Danmark opfylder Grundlovens krav om valgbarhed, siger Benny Engelbrecht (S), der er formand for Udvalget til Prøvelse af Valgene.

Støjberg sad i den fyldte folketingssal og vekslede kort nogle ord med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som hun skal sidde ved siden af fremover.

Støjberg var næstformand i Venstre, som hun forlod forud for rigsretssagen. Størstedelen af partiet stemte for at starte en retssag mod Støjberg, som blev dømt for at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Seks borgere har studset over, om hun er værdig.

- I denne sag virker det ikke som om, Inger Støjberg har forstået og erkendt, at det hun gjorde var forkert. Tværtimod udtaler Inger Støjberg ved flere lejligheder, at hun ville gøre det samme igen, hvis hun fik muligheden, skriver en borger i en henvendelse.

Inger Støjberg tager det med ophøjet ro og mener, at vælgernes dom tæller mere end Rigsrettens, som i december 2021 dømte i den blot anden sag på 100 år.

- Det kom ikke som den store overraskelse. Det var ikke noget, jeg har ligget søvnløs over.

- Der er ikke nogen dom, der tæller mere end vælgernes dom. Og derfor er jeg også helt utrolig glad for, at så mange stemte på partiet og på mig.

- Udvalget har været i gang med at kigge alle de valgte igennem med de klager, der måtte være. Jeg har registreret, at seks har klaget, men jeg er her i hvert fald stadigvæk, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.