Støjberg uden nag: Peger på statsminister jeg kan stole på

Inger Støjberg har lagt rigsretsdommen bag sig og vil nu se på, hvem hun skal pege på som statsminister.

Inger Støjberg siger, at hun skal kunne stole på den statsministerkandidat, som hun ender med at pege på, hvis det bliver aktuelt. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Inger Støjberg siger, at hun skal kunne stole på den statsministerkandidat, som hun ender med at pege på, hvis det bliver aktuelt. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvis blå blok vinder næste folketingsvalg, og Danmarksdemokraterne indtager Folketinget, som noget tyder på, så vil partiformand Inger Støjberg tænke sig rigtig godt om, inden hun peger på en statsministerkandidat.

- Jeg kommer til at pege på den statsminister, hvor Danmarksdemokraterne kan få mest af sin politik igennem, siger hun onsdag, hvor Danmarksdemokraterne har præsenteret 30 folketingskandidater.

- Og så er det klart, at for mig er det også vigtigt, at man skal kunne stole på den statsminister, der kommer til at sidde for bordenden, siger Inger Støjberg, hvis parti nu er repræsenteret af otte tidligere Dansk Folkeparti-medlemmer i Folketinget.

Ifølge flere meningsmålinger står Danmarksdemokraterne til at komme i Folketinget med omkring ti procent af stemmerne.

Hvis blå blok vinder valget, kan Inger Støjberg, der selv er tidligere udlændinge- og integrationsminister for Venstre, vælge mellem De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, som er de to statsministerkandidater i blå blok.

Inger Støjberg havde i sin tid som næstformand i Venstre et yderst anstrengt forhold til Jakob Ellemann-Jensen, hvilket endte med, at hun blev bedt om at stoppe som næstformand på grund af manglende loyalitet. Senere meldte hun sig ud af Venstre.

Omvendt har Inger Støjberg haft en særdeles god relation til Søren Pape Poulsen.

Der var imidlertid isnende kold luft, da både Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen i februar 2021 stemte for en rigsretssag mod Inger Støjberg i en sag om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Og i december samme år var de med til at erklære hende uværdig til at sidde i Folketinget. Det skete, efter at Rigsretten havde idømt hende 60 dages ubetinget fængsel i sagen.

Men alt dette er fortid, siger Inger Støjberg. Hun pointerer, at hun ikke bærer nag.

- Nej, det gør jeg ikke, siger hun.

- Dér gjorde jeg op med mig selv, da jeg sad derhjemme og filosoferede lidt over det hele, at hvis jeg skulle vende tilbage, skulle det hverken være i vrede, bære nag eller noget som helst.

- Jeg har for længst gjort op med mig selv, at hele den sag er lagt bag mig, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.