Støttepartier vil hæve prisen på streamingtjenesters kulturbidrag

Det er blevet udskudt flere gange, men torsdag præsenterer regeringen sit medieudspil. Flere elementer er ude.

Regeringens støttepartier Enhedslisten og De Radikale vil have streamingtjenesterne til at betale mere i et såkaldt kulturbidrag, end det regeringen spiller ud med i sit medieudspil.

Enhedslisten foreslår, at streamingtjenester som Netflix, Disney+ og HBO Max betaler ti procent i et kulturbidrag af deres indtjening i Danmark. De Radikale foreslår syv procent.

Regeringen spiller selv ud med fem procent i sit medieudspil. Det vil kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsentere torsdag klokken 11 i sin helhed. Kulturbidraget skal ifølge regeringen sikre "dansk kvalitetsindhold".

Ifølge medieordfører Søren Søndergaard (EL) er det kun rimeligt, at streamingtjenesterne skal punge ud.

- Streamingtjenesterne tjener styrtende med penge på at sælge deres ting i Danmark. Det er kun rimeligt, at de også bidrager til dansk indhold, siger han.

- Det meste af det, der ligger på streamingtjenesterne, er ikke noget, der tager udgangspunkt i en dansk virkelighed.

- Selv de ting, streamingtjenesterne har produceret på dansk og med danske skuespillere, er ting, der er rettet mod et internationalt publikum og ikke specielt et dansk publikum, siger Søndergaard.

Han nævner den danske Netflix-serie "The Rain" som et eksempel.

I forståelsespapiret mellem regeringen, Enhedslisten, De Radikale og SF står der allerede, at streamingtjenester skal bidrage mere til danskproduceret indhold. Så er det op til forhandlinger, hvad bidraget ender på.

Det seneste medieforlig er fra 2018. Det blev indgået mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti.

Da S-regeringen tiltrådte i 2019 var rød blok enige om, at medieforliget skulle laves om.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.