Støttepartier vil holde statsministeren til ilden på klimamål

En afgift på CO2 skal være på plads i år. Og der skal være grønne indenrigsflyvninger senest i 2030.

Statsministerens nytårstale <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Statsministerens nytårstale Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringens støttepartier er tilfredse med, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale "stempler ind" i klimakampen.

Sådan lyder det fra Enhedslisten og SF. Begge partier vil holde statsministeren op på klimaambitionerne.

Samtidig savner partierne dog, at Mette Frederiksen - der har udnævnt sig selv som børnenes statsminister - sætter langt mere fokus på børnefattigdom i Danmark. Det emne kom Mette Frederiksen stort set ikke ind på i talen.

I forhold til klimaet sagde Mette Frederiksen, at der i år skal træffes "beslutning om en ny og ambitiøs afgift på CO2", og at det senest i 2030 skal være muligt at "flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark".

- Det er godt at se, at Mette Frederiksen, signalerer, at der i 2022 virkelig vil blive stemplet ind i klimakampen, siger Villadsen i en skriftlig kommentar.

- Det har vi presset regeringen på længe, for de har haft lidt svært ved at komme ordentligt ud af starthullerne.

- Men jeg savner konkrete politikforslag i talen, og at regeringen kommer med et reelt ambitiøst udspil for CO2-afgift samt en flyafgift. Ikke bare flotte ord, siger Villadsen.

Pia Olsen Dyhr (SF) siger i en skriftlig kommentar om klimaet:

- Jeg er glad for, at statsministeren tjekker fuldt og helt ind i klimakampen med tydelige løfter om en ambitiøs og ensartet CO2-afgift, med grøn flytransport og med et markant løfte til danskerne.

- Vi skal bare et par år tilbage, før klimaministeren kaldte en CO2-afgift for en Georg Gearløs-løsning. Nu har piben heldigvis fået en anden lyd, og det kommer vi til at holde regeringen op på.

Men både Enhedslisten og SF kritiserer altså, at fattige børn i Danmark ikke fik nok fokus.

- Der er alt for mange fattige børn i dag og alt for mange familier, der har svært ved at få råd til hverdagen og børnene. De bliver ramt særligt hårdt denne vinter på grund af de stigende energipriser og et ydelsessystem, som ikke rigtig er blevet prioriteret af regeringen.

- Det bør være en topprioritet for en centrumvenstreregering at sikre, at alle børn får de bedste forudsætninger, men dem svigtede statsministerens tale desværre, siger Olsen Dyhr.

Villadsen er enig:

- Det er virkelig skuffende, at Mette Frederiksen ikke adresserer de fattigste mennesker i sin nytårstale. Vi har set julehjælpen slå rekorder igen i år, og børnefattigdommen er et dybt alvorligt problem i vores samfund.

- Og alligevel har vi endnu ingen permanente løsninger. Det er ikke godt nok. Børnefattigdom skal være fortid i et rigt velfærdsland som Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk