Støv og skidt fjernes nu kun hver 3. uge: - Det er ydmygende og mangel på respekt
Socialudvalget i Frederikshavn Kommune skal finde knap 12 millioner kroner - her er besparelserne

I Hjørring Kommune er der rengøring hver tredje uge. Sådan bliver det nu også i Frederikshavn Kommune, hvor man hidtil har haft rengøring hver anden uge. Foto: Kim Dahl Hansen
FREDERIKSHAVN:Hidtil har støvsuger, kost og gulvspand været i sving hver anden uge hos de ældre i Frederikshavn Kommune. Men fremover bliver der kun gjort rent hver tredje uge.
Social- og sundhedsudvalget har fået armen vredet om og skal finde besparelser på 11,8 millioner kroner i næste års budget.
Og i den forbindelse har et flertal af socialudvalget altså valgt at spare på rengøringen til de ældre.
- Det er ydmygende og mangel på respekt over for de ældre borgere. Og jeg er helt sikker på, at ordningen nu aldrig kommer tilbage til hver anden uge, siger formanden for ældrerådet, Hanne Andersen, som ikke giver meget for argumentet om, at Frederikshavn Kommune er en af de forholdsvis få kommuner, som hidtil har tilbudt rengøring hver anden uge.
- Hvad skal jeg dog bruge det argument til? Det her er et klart tilbageslag for Frederikshavn Kommune, og her tænker jeg også på de kommunale ansatte: Det er da ikke særlig motiverende for ens arbejde at skulle gøre rent i nogle rum efter hele tre uger, siger Hanne Andersen.
Klippekortordningen fredes
Til gengæld bliver klippekortordningen som udgangspunkt fredet.
Klippekortordningen er særdeles populær og går ud på, at beboerne på plejecentre samt de svageste borgere i eget hjem får tildelt en halv time om ugen, hvor de sammen med en kommunal ansat kan komme på gåtur, en tur til frisør eller få kørelejlighed til børnebørnenes fødselsdag - eller noget helt andet.
Dog skal der stadig ændres og spares i klippekortordningen, men hvordan er ikke afgjort.
Tøjvasken også fredet
Desuden er tøjvasken også blevet fredet og pillet ud af besparelserne, hvor der ellers var forslag om, at de ældres vasketøjskurv kun ville blive tømt hver 14. dag.
Eksempler på de øvrige besparelser på socialområdet:
Der vil ske visse forringelser i forhold til handicappede, psykisk sårbare og syge borgere, idet støtte og hjælp til motion vil bortfalde. Dermed vil foreningen "Mob din Krop" - som tilbyder aktiviteter sammen med andre psykisk sårbare - vil få svært ved at fortsætte.
Der vil også ske en besparelse på sundhedscentrene i Frederikshavn Kommune med hensyn til borgersamtaler om rygestop, alkohol og overvægt.
Der vil samtidig ske en besparelse på rehabiliteringstilbud i Skagen i forhold til kronikere.
Derudover skal der findes penge på "direktørens område" - i den kommunale forvaltning - hvilket drejer sig om 2,1 millioner kroner.
Den store diskussion
Når det handler om at spare på det sociale område erkender formanden for udvalget, Ole Rørbæk Jensen (S), at besparelserne har været en stor udfordring for politikerne.
Og så er det et faktum, at et af de områder, hvor der er mange penge at hente, er rengøringen.
- Hidtil har vi jo haft rengøring hver anden uge. Den frekvens bliver nu reduceret fra hver anden til hver tredje uge. Dog med den undtagelse, at de svageste borgere, som af forskellige årsager får rengøring oftere end hver anden uge, stadig vil modtage den service, fortæller Ole Rørbæk Jensen.
Venstre skiller sig ud fra udvalgets øvrige partier, fordi de ikke kunne bakke op om at ændre rengøringen fra hver anden uge til hver tredje uge.
Blandt andet henviser Venstre til ældrerådet, som har "svært ved at se, hvordan man kan leve op til kommunens vedtagne værdighedspolitik".
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.