Politik

Oversvømmelsestruede byer får statslig hjælp til kystsikring

En accelerationspakke på 900 millioner kroner fra finansloven skal sætte tempo i kystsikringen landet over.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) og en række ordførere fejrer en ny accelerationspakke til kystsikring med et selfie i Miljøministeriet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) og en række ordførere fejrer en ny accelerationspakke til kystsikring med et selfie i Miljøministeriet. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:43

14 områder i Danmark, der er særligt udsatte ved voldsomt vejr, får nu hjælp fra staten til kystbeskyttelsesprojektet.

Der er afsat i alt 900 millioner kroner i en accelerationspakke, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Bag aftalen om pakken står alle partier i Folketinget foruden Borgernes Parti.

- Det danske vejr bliver mere voldsomt i fremtiden, og det giver en langt større risiko for stormfloder og oversvømmelser, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

- Med 900 millioner kroner til at accelerere kystsikringen i Danmark, kommer vi blandt andet til at sætte ind på 14 helt konkrete kyststrækninger med målrettet statslig hjælp.

Der er tale om 11 forundersøgelser, der skal sættes i gang i samarbejde med de kommuner, hvor områderne ligger.

Områderne er udpeget efter et fagligt oplæg fra Kystdirektoratet.

De første fem forundersøgelser sættes i gang i 2026, og det bliver af kyststrækninger i Esbjerg, Kerteminde, Korsør, Vejle og Risskov.

Derefter følger yderligere seks forundersøgelser i 2027 af kyststrækninger i Fredericia, Horsens, Køge Bugt, Svendborg, Aabenraa og Aalborg.

De berørte kommuner skal betale 50 procent af forundersøgelserne.

Af de 900 millioner kroner i accelerationspakken afsættes 186 millioner kroner til stormflodssikring af hovedstadsområdet.

Pengene skal finansiere program- og risikokortlægning samt miljøkonsekvensvurderinger. Også her skal kommunerne dække 50 procent af udgifterne.

I første fase er det de sydlige kyststrækninger i hovedstadsområdet, der er i fokus, da risiko for oversvømmelse her er størst.

De 900 millioner kroner til accelerationspakken stammer fra den finanslov, der torsdag blev indgået mellem regeringen og De Konservative.

De Konservative fik dog lagt yderligere en milliard kroner i finansloven til klimasikring fra 2026 til 2029.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden