Styrelse: Skoleåbning afhænger ikke af antal vaccinerede børn

Ifølge minister mener myndighederne, at tilpas mange børn er vaccineret. Men styrelse ser ingen sammenhæng.

Børne- og Undervisningsministeriet afholder pressemøde <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Børne- og Undervisningsministeriet afholder pressemøde Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skolerne genåbnes onsdag for fysisk undervisning.

Det glæder undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der blandt andet har begrundet det med, at vaccinetilslutningen blandt børn er tilstrækkelig høj.

Men ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen sammenhæng mellem, hvor mange børn der er vaccineret og en genåbning af skolerne. Det siger vicedirektør Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen tirsdag på et pressemøde.

- Der har aldrig været en sammenhæng mellem et vist niveau af vaccination af børnene og en åbning af skolerne.

- Vi skal lægge en dæmper på smitten i skolerne, og det er der en række redskaber til at gøre. Det allervigtigste er vaccination, og det er stadig det vigtigste, siger Helene Probst.

Børnene blev hjemsendt 15. december på grund af øget smitte og for, at flere kunne blive vaccineret i ferien.

42 procent af de 5- til 11-årige har nu fået ét stik mod coronavirus, mens 7 procent har fået to vacciner og er færdig med deres forløb.

For to dage siden udtalte ministeren, at det er forsvarligt, at børn begynder i skolen igen. Hun begrundede det blandt andet med, at sundhedsmyndighederne mente, at tilpas mange er vaccineret mindst én gang.

- Det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at vaccinetilslutningen - også blandt de mindste børn - er tilstrækkelig til, at det er forsvarligt at genåbne skolerne, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Både ministeren og Sundhedsstyrelsen ser gerne, at flere børn bliver vaccineret.

- Det vil vi gerne have højere op, og jeg forventer, at det kommer højere op.

- Det vil have stor betydning, for det gør, at færre børn smittes og smitter videre. Vi er ikke ude af epidemien, vi står stadig i en alvorlig situation og en vinter med meget højere smittetal, siger Helene Probst.

Hun udpeger vacciner til at være den vigtigste faktor for at bekæmpe smitten og vil gerne have flere vaccineret. Men der er ikke grund til at justere retningslinjerne, selvom der ikke er flere vaccinerede.

- Det er ikke sådan, at det eneste redskab er vaccinen. Det er et rigtig, rigtig vigtigt redskab, og vi vil gerne have, at tilslutningen kommer højere op hos børnene, for det har betydning for niveauet af smitte.

- Det er ikke kun vaccinen, men også en række andre tiltag, siger hun og påpeger, at der også forventes smitte med andet end coronavirus.

/ritzau/