Tæt på hver tredje vælger havde stemt midt på valgdagen

Valgdeltagelsen ligger fortsat lidt højere end ved seneste afstemning, men vælgerne har haft en ekstra time.

Viborg Stadionhal er Danmarks største valgsted med over 22.000 stemmeberettigede vælgere. Men der har ikke været de store køer onsdag. <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Viborg Stadionhal er Danmarks største valgsted med over 22.000 stemmeberettigede vælgere. Men der har ikke været de store køer onsdag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Med halvdelen af valgdagen overstået har lidt under hver tredje vælger afgivet sin stemme til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.

Det viser en rundspørge, Ritzau har foretaget klokken 14 - seks timer efter valgdagens start og seks timer fra slut - blandt kommuner og valgsteder, der tilsammen repræsenterer 368.000 stemmeberettigede vælgere.

30,5 procent af vælgerne har afgivet deres stemme ved de ti kommuner og valgsteder.

Med i det tal er de mange brevstemmer, vælgerne har afleveret forud for valgdagen.

Det er dermed en lidt højere foreløbig valgdeltagelse end ved den seneste danske folkeafstemning den 3. december 2015.

Den gang havde 27,4 procent stemt klokken 14 ved de samme valgsteder. Da handlede det om et andet EU-spørgsmål, nemlig retsforbeholdet, og der landede den endelige stemmeprocent på 72.

Målingerne er dog svære at sammenligne direkte.

Dels åbnede valgstederne først klokken 09 i 2015, så i år har vælgerne haft en time mere til at komme ned i stemmeboksen.

Dels er der det blevet mere populært at brevstemme forud for valgdagen. De stemmer tæller også med i målingerne.

På landets største valgsted, Viborg Stadion Center, siger valgstedsleder Erik Sørensen, at der ikke har været de store køer ved stemmeboksene.

- Der har været et pænt flow hen over dagen. Set i forhold til andre valg har det været meget roligt.

- Jeg tror, at covid-19 har betydet, at folk vil undgå at stå i kø, og derfor har de ændret adfærd.

- Vi har også opfordret folk til at komme mellem 10 og 16, hvor der normalt er god plads og ingen køer, siger Erik Sørensen.

Desuden er vælgerne hurtigt inde og ude.

- Det går jo lynhurtigt at afgive en stemme i forhold til at finde en kandidat på en meget lang stemmeseddel, bemærker Erik Sørensen.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det ikke usandsynligt, at valgdeltagelsen bliver lavere i år end i 2015.

- Det er tidligt, men vi kan se, at vores stemmemønstre har ændret sig, og alt i alt tyder det på status quo eller måske, at stemmeprocenten falder lidt i forhold til sidst, siger Kasper Møller Hansen.

Der er i alt 4,3 millioner stemmeberettigede vælgere til folkeafstemningen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.