Temperaturen i statens bygninger sænkes og lyset slukkes

Temperaturen i statslige bygninger, som normalt har været 21-23 grader, skal sænkes til 19 grader.

Den stigende energikrise får nu konsekvenser for de statslige bygninger, hvor temperaturen skal være maksimalt 19 grader. (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Den stigende energikrise får nu konsekvenser for de statslige bygninger, hvor temperaturen skal være maksimalt 19 grader. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den stigende energikrise får nu konsekvenser for de statslige bygninger.

Man vil slukke lyset på offentlige bygninger og sænke temperaturen i bygningerne til 19 grader, fortæller klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i København.

- Vi har brug for at spare på energien, og vi har brug for at gøre det nu. Til det formål har vi besluttet, at det offentlige skal gå forrest.

- Temperaturen indenfor skal sænkes til 19 grader, medmindre særlige forhold gør, at temperaturen skal være højere. Normalt har temperaturen ligget på mellem 21 og 23 grader, siger Dan Jørgensen.

For statens bygninger er det et krav, der gennemføres via instruks, mens de samme tiltag er en anbefaling for kommunale bygninger og regionsbygninger.

Det meddeler klimaministeren, efter at der er indgået en aftale med Danske Regioner og KL.

Plejehjem, vuggestuer og hospitaler er ikke omfattet af kravet om at sænke temperaturen.

- Der er det fint, hvis man kan spare på energien. Men der er også særlige behov, hvor man må tage særlige hensyn. Derfor er de altså undtaget for disse tiltag, siger Dan Jørgensen.

Samtidig skal der slukkes for belysning af bygninger, for at man kan begrænse energiforbruget.

- Vi vil slukke for al udendørs belysning. Bygninger, der illumineres, fordi de er flotte at se på, men hvor det ikke har en praktisk betydning, skal altså ikke oplyses, siger ministeren.

Der iværksættes ifølge ministeren desuden en indsats over for medarbejdere i det offentlige, for at de bedre kan bidrage til at spare på energien.

Samtidig bliver fyringssæsonen reduceret.

- Vi vil også forkorte fyringssæsonen, så vi først tænder for radiatorerne, når temperaturen inden for falder til under 19 grader.

Der er tidligere aftalt forskellige tiltag med henblik på at spare på energiforbruget, påpeger klimaministeren.

Der er givet tilskud til at omstille fra olie- og gasfyr til fjernvarme eller elvarmepumper.

Folketinget har også besluttet at udbetale støtte til private til energirenovering.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.