Tesfaye efter voldsom udvisning: Vi lever i en retsstat

Udlændinge- og integrationsministeren mener ikke der var anden vej end magtanvendelse ved omtalt udvisning.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger onsdag, at magtanvendelse er nødvendig i nogle udvisningssager. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger onsdag, at magtanvendelse er nødvendig i nogle udvisningssager. Emil Helms/Ritzau Scanpix

En video, der viser en tvangsudsendelse af en iransk kvinde foran hendes børn, har fået meget opmærksomhed og udløst kritik af magtanvendelsen. Men der er ingen anden udvej, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) onsdag i Folketinget.

Her har Frie Grønnes Sikandar Siddique spurgt ind til ministerens syn på de regler, der muliggør sådanne udvisninger med magt.

- Hvert år får mange opholdstilladelse i Danmark. Andre får ikke og dømmes til udvisning. De skal selvfølgeligt forlade landet. For vi lever i en retsstat, siger Mattias Tesfaye.

Han fortæller, at myndighederne forud for en udvisning er i dialog med de udviste for at forsøge at få det til at ske frivilligt.

- Sker det ikke, så vil det ske med tvang og med bistand fra politiet. Jeg mener, det er fornuftigt, at man som sidste udvej kan anvende magt - selvfølgeligt så skånsomt som muligt.

- Grundlæggende mener jeg, at staten skal være i stand til at gennemføre de afgørelser, myndighederne træffer, siger ministeren.

Sikandar Siddique spørger efterfølgende ind til, om det er i orden at bruge magt, når der er børn til stede. Til det svarer ministeren, at alle er lige for loven.

- Magtanvendelsen er beskrevet i politiloven. Hvis en person ikke vil i fængsel, så anvender politiet også magt. Vi har ikke en forskelsbehandling her.

Sagen startede, da en video med den iranske kvinde blev delt af organisationen Trampolinhuset. Videoen viser, hvordan kvinden af politiet med tvang førte hende til hendes tvangsudsendelse.

Trampolinhuset hævdede på baggrund af anonyme kilder, at kvinden blev tvangsbedøvet. Det har Hjemrejsestyrelsen efterfølgende afvist over for Ritzau.

Efter anholdelsen blev den iransk-kurdisk kvinde og to af hendes tre børn sat på et fly for at blive fløjet til Iran.

Men under en mellemlanding skadede hun sig selv med en flaske og blev fløjet tilbage til Danmark, har Hjemrejsestyrelsen oplyst til TV2.

Hun er efterfølgende stillet for en dommer. Her kom det ifølge Avisen Danmark frem, at familien i 2017 fik afslag på asyl og blev pålagt at forlade landet.

I retten fortalte en repræsentant for politiet, at man har haft adskillige samtaler med familien, at deres asylsag er afvist flere gange, og at dialogens vej er udtjent, skriver Avisen Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering
Luk