Tesfaye overdrager ministerium: Husk langt lys i udlændingepolitik
Kaare Dybvad (S) overtager mandag Udlændinge- og Integrationsministeriet efter Mattias Tesfaye (S).
Opdateret kl. 14:12
Mattias Tesfaye (S) opfordrer Kaare Dybvad Bek (S) til at huske det lange lys, når han overtager posten som udlændinge- og integrationsminister.
Det siger han mandag, hvor der er overdragelse i ministeriet, efter at Mattias Tesfaye har sagt ja til at blive justitsminister.
- Der er virkelig en tendens til at fokusere på det, der skal i avisen i morgen, eller hvad en ordfører vil have svar på lige nu, siger Mattias Tesfaye.
- Derfor gælder det om at have det lange lys slået til og insistere på, at man ikke på stående fod kan svare på, hvad der er det rigtige at gøre.
Mattias Tesfaye påpeger, at når der er styr på udlændingepolitikken, er indvandringen en kæmpe gevinst. Hvis der derimod ikke er, kan det tage "mange årtier" at rette op på.
- Hellere træffe den rigtige beslutning end den hurtige beslutning. Konsekvenserne har betydning langt ud i fremtiden.
- Er der en, der er i stand til at se langt, så er det dig, siger Tesfaye om sin afløser på posten.
Overdragelsen er en del af en rokade, som er udsprunget af, at Nick Hækkerup (S) begynder som direktør i Bryggeriforeningen. Han forlader dermed politik efter 15 år i Folketinget.
Mattias Tesfaye har været udlændinge- og integrationsminister siden 2019. Det var hans første ministerpost.
Mattias Tesfaye har dog tidligere gjort det klart, at han ikke vil være minister for udlændingeområdet for længe. En pointe, han fremhæver igen mandag.
- Det er rigtigt, at jeg mener, at man skal videre på et tidspunkt. Derfor var jeg også glad, da statsministeren (Mette Frederiksen, red.) ringede til mig i lørdags og spurgte, om jeg ville være justitsminister, siger han.
Under overdragelsen bliver det også fremhævet, at Mattias Tesfaye har haft en ambition om, at den førte udlændingepolitik er "stram, men ikke skør".
En linje, som Kaare Dybvad Bek vil videreføre, siger den nye minister under overdragelsen.
- Det er et fantastisk vigtigt område, som jeg får ansvaret for nu. Det er det, der afgør, om vi kan have et stærkt velfærdssamfund i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.