Tesfaye sender rigspolitichef hjem og åbner displinærsag

Justitsministeren har irettesat sin departementschef Johan Kristian Legarth efter minksagen.

Rigspolitichef Thorkild Fogde fritages for tjeneste, og der åbnes en displinærsag imod ham. Det har justitsminister Mattias Tesfaye besluttet. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Rigspolitichef Thorkild Fogde fritages for tjeneste, og der åbnes en displinærsag imod ham. Det har justitsminister Mattias Tesfaye besluttet. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der indledes en disciplinærsag mod rigspolitichef Thorkild Fogde i forlængelse af minksagen.

Thorkild Fogde fritages fra tjeneste. Han vil blive indkaldt til et tjenstligt forhør.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at departementschef Johan Kristian Legarth har fået en irettesættelse.

Det er justitsminister Mattias Tesfaye (S), som har truffet beslutningen på baggrund af en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Styrelsen har rådført sig med Kammeradvokaten.

- Det er Kammeradvokatens vurdering, at indstillingen er forenelig med retsgrundlaget og praksis, skriver Justitsministeriet.

Sagen om den ulovlige aflivning af alle mink i Danmark i 2020 får ikke yderligere konsekvenser for departementschefen, hedder det i meddelelsen.

Mens disciplinærsagen mod Thorkild Fogde kører, er politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lene Frank konstitueret rigspolitichef.

I Minkkommissionens beretning, som blev afgivet til Granskningsudvalget 30. juni, blev der uddelt hård kritik af den øverste chef i Rigspolitiet.

Rigspolitichefen burde have reageret med det samme, da han fik at vide, at der ikke var hjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet.

Det gjorde han ikke, og derfor kørte politiet i flere dage videre med en ulovlig plan.

- Thorkild Fogde har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, som kunne føres tilbage til pressemødet den 4. november 2022, lyder det i beretningen.

Thorkild Fogde deltog i to pressemøder om aflivningen af mink 4. og 7. november 2020. Kommissionen mener, at han med sin deltagelse var med til at give groft vildledende oplysninger til offentligheden.

Det er efter kommissionens opfattelse kritisabelt, at Thorkild Fogde på pressemødet 7. november støttede udmeldinger, der fastholdt minkavlere og offentlighed i en vildfarelse, som blev skabt med pressemødet 4. november.

For Thorkild Fogde vidste 7. november 2020, at der manglede hjemmel til den myndighedsindsats. Det skriver kommissionen i sin rapport.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er et rådgivende organ, som regeringen har valgt at benytte sig af.

Styrelsen kan komme med råd om ansættelsesforhold. Men det er de enkelte ministre, der har medarbejderansvaret for deres embedsmænd.

Det har mødt kritik fra flere sider i Folketinget, at de ti embedsmænd har fået lov at arbejde videre.

I sin beretning vurderede Minkkommissionen, at der er grundlag for, at de ti ledende embedsmænd kan drages til ansvar for deres rolle i sagen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.