Tibetkommission afleverer beretning mandag

Kommissionen, der gransker behandling af demonstranter under kinesisk statsbesøg, afleverer beretning mandag.

Tibetkommissionen har udført sine afhøringer i Retten på Frederiksberg. <i>Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Tibetkommissionen har udført sine afhøringer i Retten på Frederiksberg. Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Tibetkommissionen, der har undersøgt politiets og Udenrigsministeriets behandling af demonstranter under kinesiske statsbesøg, afleverer sin beretning 28. marts. Her vil den også blive offentliggjort.

Det oplyser Justitsministeriet i en meddelelse.

Kommissionen afleverede sin første beretning allerede i 2017.

Dengang konkluderede den, at Kina-kritiske demonstranters Grundlovssikrede rettigheder var blevet krænket under flere kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013.

Eksempelvis tog politiet tibetanske flag fra demonstranterne og gjorde alt for, at de kinesiske besøgende ikke kunne se flagene. Og at det var udløst af en "stemning" skabt af Udenrigsministeriet og PET.

Siden kom det frem, at kommissionen ikke havde fået fuld adgang til dokumenter i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Blandt andet havde ministerierne ikke oplyst, at de kunne lede i eksempelvis slettede mails i backup-systemer.

Flere politifolk stod samtidigt frem og fortalte, at de ulovlige indgreb mod demonstranter var sket i en længere årrække.

Derfor blev kommissionen nedsat igen i 2018. Her fik den opgaven at supplere sin første undersøgelse og desuden undersøge myndighedernes ageren tilbage fra 1995. Ikke mindst skulle kommissionen finde ud af, om nogen kan stilles til ansvar.

Under det arbejde er der gennemført flere end 100 afhøringer og gennemgået nye dokumenter. Afhøringerne har blandt andet omfattet flere tidligere statsministre og udenrigsministre.

Ifølge tidligere beskrivelser af kommissionens arbejde har det vist, at der nærmest har været en tradition for at skjule demonstranter fra kinesiske besøgende.

En notits fra Udenrigsministeriet har blandt andet beskrevet "konstruktivt samarbejde" mellem ministeriet, politiet og den kinesiske ambassade.

Tidligere i marts skrev Ekstra Bladet, at avisen havde erfaret, at den nye rapport fra kommissionen vil indeholde en alvorlig kritik af både Udenrigsministeriet og PET.

Ifølge mediet mener kommissionen, at Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste er centrale aktører i Tibetsagen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.