Politik

Tid til at træde i karakter, borgmester

Byrådsmøde i Aalborg 22. september 2022.
Byrådsmøde i Aalborg 22. september 2022. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 12:57

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er på høje tid, at borgmester Lasse Frimand Jensen i Aalborg Kommune træder i karakter og viser lederskab. 

Vi er nu knap fire år inde i denne valgperiode, og alligevel har vi gang på gang været vidne til, at hans rådmand, Nuradiin Hussein, udviser adfærd og holdninger, som ikke hører hjemme i en så ansvarstung post.

Allerede på første byrådsmøde i perioden chokerede han mange med en udtalelse om, at det skulle være sundt for drengebørn at blive omskåret. En påstand, som ikke alene er kontroversiel, men også dybt problematisk, når den kommer fra en person med politisk ansvar.

Siden da har vi set den ene sag efter den anden. Han er blevet irettesat af sin egen partitop for ikke klart at ville tage afstand fra Hamas og måtte til sidst indrømme, at Hamas selvfølgelig er en terrororganisation. Men tilliden var allerede begyndt at smuldre.

Og det stopper ikke her. I snart fire år har der cirkuleret en sag, hvor rådmanden nægter at anerkende både byrettens og landsrettens dom i en sag om vold, der involverer hans egen søn. Det alene burde give anledning til alvorlig refleksion om, hvorvidt han fortsat er egnet til posten.

Oven i dette har vi nu en aktuel sag i Ankestyrelsen, hvor det undersøges, om han har overskredet sine beføjelser som rådmand. Alt dette maler et klart billede: Vi har en rådmand, der ikke længere nyder offentlighedens tillid – og det bør få konsekvenser.

Men hvad gør borgmester Lasse Frimand Jensen? Alt for lidt. 

Når en alvorlig sag, hvor lydfiler tilsyneladende er blevet konstrueret for at sværte en byrådskollega, bliver affærdiget som en "lille intern konflikt", svigter ledelsen totalt. Heldigvis har Maja Torp valgt at politianmelde sagen – noget som burde være sket for længst.

Min tillid til rådmand Nuradiin Hussein er væk. Og tilliden til borgmesteren nærmer sig samme sted, hvis han ikke meget snart griber ind og tager sit ansvar alvorligt. Aalborg fortjener bedre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden