Tidligere KD-formand vil ikke opgive Folketinget endnu

Stig Grenov mener, at KD grundigt skal overveje, om partiet vil droppe at stille op til næste folketingsvalg.

Stig Grenov (KD) vil ikke være formand for Kristendemokraterne igen, selv om partiet skal finde en ny. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Stig Grenov (KD) vil ikke være formand for Kristendemokraterne igen, selv om partiet skal finde en ny. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den tidligere landsformand for Kristendemokraterne Stig Grenov vil ikke opgive at få partiet valgt ind i Folketinget ved næste valg, selv om KD-formand, Marianne Karlsmose, anbefaler, at partiet dropper det kommende folketingsvalg og i stedet koncentrerer sig om kommunal- og regionalpolitik.

- Jeg er enig så langt, at man skal tænke grundigt efter, hvilken strategi der skal lægges, for at vi kommer i Folketinget næste gang. For at vi får udbredt vores budskab. Det er helt klart det, der er vores problem.

- Folk ved ikke, hvad vi står for. Hvis man ikke kan se, at vi kan lægge en rigtig strategi, så har Marianne ret. Jeg kan dog være usikker på, om vi fortsætter vores fremgang kommunalt og regionalt, hvis vi ikke stiller op til folketingsvalget, fordi det har en afledt effekt, at vi er en stemme på landsplan, siger Grenov.

Ved valget i sidste uge fik KD 0,5 procent af stemmerne. Det var dog ikke nok til at blive valgt ind, da spærregrænsen ligger på 2,0 procent.

Til gengæld var Kristendemokraterne tæt på ved valget i 2019. Dengang fik partiet 1,7 procent af stemmerne.

Karlsmose oplyste tidligere mandag, at hun lørdag vil foreslå partiets hovedbestyrelse at indkalde til et ekstraordinært landsmøde med henblik på at vælge ny formand. Og at partiet fremover skal droppe at komme i Folketinget ved næste valg.

Kort før 2022-valget meldte Grenov sig på banen som folketingskandidat. Grenov indledte folketingsvalgkampen i 2019 som landsformand for Kristendemokraterne. Men i begyndelsen af valgkampen sygemeldte han sig med stress og overlod styringen af partiet til Isabella Arendt.

Hun er tidligere i år skiftet til De Konservative men opnåede ikke valg til Folketinget for sit nye parti, der gik tilbage.

Efter Arendts afgang overtog Karlsmose styringen af partiet, og hun har ifølge Grenov gjort det "second to none", altså i særklasse.

Grenov siger, at han ikke ønsker at blive formand igen.

- Jeg stiller ikke op igen. Man skal altid se fremad. Jeg er fortid på ledelsesplan, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.