Politik

Tidligere Venstre-rådgiver stiller op til Folketinget for LA

Christopher Arzrouni vil i Folketinget for Liberal Alliance. Han har tidligere rådgivet flere V-ministre.

Debattør og tobakslobbyist Christopher Arzrouni, tidligere rådgiver for Venstre, stiller op til næste folketingsvalg for Liberal Alliance.

Det skriver Christopher Arzrouni i et opslag på Facebook.

- Jeg stiller naturligvis op for Liberal Alliance. Her finder jeg en glad liberalisme, dybtfølte principper, en smule nørderi - og mennesker, jeg respekterer højt, ikke mindst Alex Vanopslagh, skriver Arzrouni.

- Sammen med de øvrige blå oppositionspartier udgør LA et alternativ til den socialdemokratisk ledede SVM-regering.

Christopher Arzrouni har siden 2019 arbejdet for tobaksvirksomheden Philip Morris og er i dag chef for eksterne anliggender. Samtidig har han været aktiv i den offentlige debat som liberal debattør.

Men Arzrouni har også mange års erfaring fra Christiansborg, som han nu vil gøre comeback til.

I 2000'erne var han særlig rådgiver for Venstre-minister Eva Kjer Hansen.

Og fra 2015 til 2019 var Arzrouni særlig rådgiver for Venstre-næstformand Kristian Jensen, mens Jensen var udenrigsminister og finansminister.

Arzrouni er blevet opstillet for Liberal Alliance i Nordsjællands Storkreds.

Ved valget i 2022 fik Liberal Alliance et mandat i storkredsen, og det gik til Steffen W. Frølund.

Partiet ser dog ud til at gå frem ved næste folketingsvalg. I mandagens meningsmåling står Liberal Alliance til 13,3 procent af stemmerne mod 7,9 procent ved seneste valg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden