Tøvende Pape lover nyt om kandidatur efter sommerferien

Den politiske idé, som Søren Pape Poulsen (K) helst ville have fået, var det nationale kompromis i marts.

Formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, lover en snarlig melding om, hvorvidt han vil være statsministerkandidat. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, lover en snarlig melding om, hvorvidt han vil være statsministerkandidat. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen (S) glæder sig til valgkampen.

Det siger han lørdag i sin tale på Folkemødet, og man fornemmer på ordene i formandens tale, at den måske allerede er godt i gang.

Men vælgerne må væbne sig med tålmodig, hvis de vil vide, om de skal regne med ham som statsministerkandidat og alternativ til Mette Frederiksen (S), hvis frieri til de borgerlige han afviser som et falsk "stunt".

- Det varer ikke længe. Det kommer, inden vi går til folketingsvalg. Nu skal folk lige have lov til at holde ferie og tænde op i grillen, så skal jeg nok komme med en melding ikke så lang tid efter, siger han.

I sin tale på Bornholm lægger han hovedvægten på et opgør med og kritik af den siddende regering med Mette Frederiksen i spidsen.

Han går til angreb på det, som han ser som Socialdemokratiets forsøg på at tegne et monopol på menneskelighed og velfærd.

- På mine mere kyniske dage tænker jeg, at det er sådan noget, man gør, fordi man gerne vil tegne et billede af mig og andre borgerlige som nogle, der ikke har omsorg eller forståelse for folk, siger Pape.

Anstødsstenen var en nylig udtalelse fra statsministeren, hvor Pape i forbindelse med en af de tos mange diskussioner om tidlig pension, følte sig skudt i skoene, at han ikke forstår sig på rigtigt arbejde.

- Ironisk nok fra et socialdemokratisk folketingsmedlem, der har været 10-15 år mindre på arbejdsmarkedet end jeg selv, siger Pape.

Mens K-formanden ikke tror på et bredt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, taler han for mere bredt samarbejde og fremhæver det nationale kompromis og forsvar og sikkerhed med fem partier - herunder mellem Socialdemokratiet og De Konservative.

Efter talen svarer han i et sceneinterview på spørgsmålet om, hvilken politisk idé, han havde ønsket, han havde fået, netop "det nationale kompromis", hvor fem partier gik sammen i marts om at styrke forsvaret markant.

- Men hvad skulle vi i en regering sammen? Det forstår jeg ikke. Jeg har ikke hørt en eneste synspunkt fra hende, hvor hun ville imødekomme os. Så jeg synes, at det er et stunt, siger Søren Pape Poulsen.

Det "stunt" handler i virkeligheden om, lyder det i Papes udlægning, at Mette Frederiksen skal samle en rød regering med SF og De Radikale.

SPØRGSMÅL:Skal vælgerne ikke vide, hvem der vil lede et alternativ til Mette Frederiksens regering efter et valg?

- Jo, men lige nu er der ikke udskrevet valg. Jeg tror ikke, at danskerne er i tvivl om, at både det Venstre og De Konservative vil, og alle andre på den borgerlige side, er en borgerlig regering.

Søren Pape Poulsen har sagt, at skulle der være mere end en statsministerkandidat på borgelig side ved et valg, så må det "give sig selv, at det er den med størst opbakning".

SPØRGSMÅL:Kan du samle flere mandater bag dig end Jakob Ellemann-Jensen (V)?

- Nu må vi se. Jeg har jo ikke engang sagt, om jeg er kandidat endnu.

Det næste folketingsvalg skal afholdes senest 4. juni 2023.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.