Transportminister beklager: Delte ikke klimatal med partier

Benny Engelbrecht mener ikke, han har vildledt, men skulle have været mere tydelig om CO2-aftryk i aftale.

Første spadestik på Lynetteholm tages <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

Første spadestik på Lynetteholm tages Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Transportminister Benny Engelbrecht (S) beklager, at han ikke udleverede estimater for CO2-aftryk ved vejprojekter under forhandlingerne om en ny infrastrukturaftale til et trecifret milliardbeløb.

Det oplyser han i en skriftlig kommentar efter hård kritik fra støttepartierne af, at tallene ikke blev givet, da Folketinget forhandlede den store infrastrukturaftale på plads i 2021, selv om de blev efterspurgt.

- Jeg mener ikke, at jeg hverken har løjet eller vildledt, og jeg er ærgerlig over, at der er opstået den her tvivl. Det var en ren faglig vurdering, at tallene ikke var klar til at blive brugt som grundlag for forhandlingerne.

- Men jeg skulle have fortalt mere tydeligt om det arbejde, der var, og hvorfor Transportministeriet vurderede, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at tallene var retvisende. Det beklager jeg, skriver Benny Engelbrecht.

Sagen handler om den infrastrukturplan, der blev indgået i 2021. Den spænder frem mod 2035 og har projekter for over 160 milliarder kroner. Blandt andet en lang række udbygninger og forbedringer af vejnettet.

Under forhandlingerne blev der spurgt om, hvad klimaaftrykket ved at opføre og vedligeholde de mange projekter ville være. De tal blev ikke givet. Men fagbladet Ingeniøren har afdækket, at tallene fandtes.

Tirsdag kan Ingeniøren fortælle, at estimaterne viser en udledning på mindst 1,64 millioner ton CO2, selv om infrastrukturaftalen blev præsenteret som CO2-neutral. Til sammenligning vurderes den stort anlagte elbilaftale at reducere udledningen med 2,1 millioner ton om året.

De manglende tal har ført til en kras kritik af ministeren fra støttepartierne Enhedslisten og SF.

- Selv hvis han ikke synes, at tallene var robuste, så skulle han have sagt, at de fandtes. Det er helt afgørende, at Folketinget får de oplysninger, det skal have.

- Særligt på klimaområdet, som er et suverænt vigtigt område at få handlet på, sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, tirsdag.

Politisk kommentator Hans Engell har vurderet, at ministerens post er i spil. Og over for Ingeniøren har flere eksperter vurderet, at ministeren muligvis har vildledt Folketinget.

Han er kaldt i samråd torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.