Tranum Skole er fredet de næste fire år

Jubel hos ildsjæle i Tranum, der nu har fire år til at styrke bosætningen og dermed øge elevtallet 

Foto: Bo Lehm - 14.02.18. - ¬ Jammerbugt gør sig lækker ¬ Lisa Kronborg Sørensen ¬ Margrtehegårdsvej 7, Tranum, 9460 Brovst "Foto: Bo Lehm - 14.02.18. - ¬ Jammerbugt gør sig lækker ¬ Lisa Kronborg Sørensen ¬ Margrtehegårdsvej 7, Tranum, 9460 Brovst ¬ Foto: Bo Lehm" <i>© Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm - 14.02.18. - ¬ Jammerbugt gør sig lækker ¬ Lisa Kronborg Sørensen ¬ Margrtehegårdsvej 7, Tranum, 9460 Brovst "Foto: Bo Lehm - 14.02.18. - ¬ Jammerbugt gør sig lækker ¬ Lisa Kronborg Sørensen ¬ Margrtehegårdsvej 7, Tranum, 9460 Brovst ¬ Foto: Bo Lehm" © Bo Lehm

TRANUM:Selv om der reelt blot var lagt op til en drøftelse af den fremtidige organisering af projektet "Liv i By og Skole", stod der meget på spil for Tranum Skole, da Børne- og Familieudvalget og Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget fredag skulle behandle sagen.

Tranum Undervisningssted kan med dets nuværende 54 elever nemlig ikke opfylde målsætningen om et gennemsnitligt elevtal på 70, og derfor var der fra forvaltningens side lagt op til, at man med virkning fra august 2023 nedlægger undervisningsstedet i Tranum.  Imidlertid er Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti enige om ikke at ændre på skolestrukturen, og dermed  er Tranum Undervisningssted og SFO fredet i de kommende fire år.

- Der skal være virkelyst og lys i vinduerne, og de lokale ildsjæle skal kunne regne med, at vi som politikere bakker op om de initiativer, vi sætter i gang - herunder også Liv i By og Skole, skriver de tre partier i en pressemeddelelse.

Ifølge formanden for Børne- og Familieudvalget, Susanne Møller Jensen (S), gør Tranum, i lighed med kommunens øvrige landdistrikter, et stort arbejde for at sikre udvikling. Det skal honoreres, besluttede et enigt udvalg fredag.

- Der er mange gode ting i gang i Tranum, og det vil vi gerne påskønne. De 54 elever, der er på skolen, er mindre end måltallet på 70, men byen har sat en masse skibe i søen, og nu giver vi dem en chance for, at de i næste fire år kan fortsætte det gode arbejde for at nå måltallet, siger formanden, der understreger, at udvalget i dets drøftelse også har skelet til skolens faglige niveau.

- Vi har ingen evidens for, at fagligheden ikke er til stede, siger Susanne Møller Jensen.

Nyheden vækker tydelig begejstring hos Lisa Kronborg Sørensen, der, sammen med andre ildsjæle, har kæmpet mod en lukning af byens skole.

- Det her er verdens bedste dag. Vi tror på, at vi nok skal øge bosætningen og elevtallet i løbet af de fire år. Når vi løfter i flok, skal vi nok nå i mål - byen emmer af sammenhold, vilje og styrke, og vi ved godt, hvad der skal til, siger Lisa Kronborg.

En del af de kommende initiativer er at sikre, at der er byggegrunde og boliger, som kan tiltrække nye borgere. Derfor er der aftalt et møde med kommunen den 14. juni.

- Der er blot 5-6 huse til salg her i byen, og derfor har vi brug for byggegrunde, og endvidere er vi i dialog med en bygherre omkring etablering af lejeboliger, som godt kan være attraktive for nogle familier, der måske gerne vil se området an, før de køber hus, fortæller Lisa Kronborg Sørensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.