Tre partier slutter sig til historisk bredt forsvarsforlig

Forsvarsforligskredsen udvides til ni partier. SF er med igen for at præge kommende investeringer.

- Jeg glæder mig over den brede opbakning i Folketinget til det danske forsvar. Hver dag gør dansk forsvar en stor forskel i flere af verdens brændpunkter, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

- Jeg glæder mig over den brede opbakning i Folketinget til det danske forsvar. Hver dag gør dansk forsvar en stor forskel i flere af verdens brændpunkter, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tre partier i Folketinget slutter sig til forsvarsforliget, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed er der ni partier i kredsen, der er enige om "Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023".

- Jeg glæder mig over den brede opbakning i Folketinget til det danske forsvar. Hver dag gør dansk forsvar en stor forskel i flere af verdens brændpunkter, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S).

De nye partier i kredsen er SF, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.

De slutter sig til Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Forsvarsministeren henviser til, at Ruslands invasion i Ukraine i slutningen af februar har skabt ny politisk samling om forsvaret.

6. marts indgik fem partier en aftale - det nationale kompromis - om at styrke forsvaret. Det skal blandt andet medføre, at Danmark når et Nato-mål om at bruge 2 procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar i 2033.

Desuden vil de fem partier - Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre og De Konservative - have afskaffet forsvarsforbeholdet i EU. Derfor skal der afholdes folkeafstemning om spørgsmålet 1. juni.

SF var indtil 2016 med i det daværende forsvarsforlig. Men partiet trådte efter uenigheder om indkøb af kampfly ud af forliget. Det samme gjorde De Konservative.

Mens De Konservative gik med i det næste forlig, forblev SF ude. Denne gang gør den aktuelle sikkerhedssituation, at støttepartiet slutter sig til forliget. Det siger SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen:

- Vi mener derfor i SF, at det er nødvendigt at sidde med i det, som vi kalder forsvarsforliget, som er der, hvor vi i Danmark træffer de fleste beslutninger på forsvarsområdet, især når det handler om investeringer.

Danmark skal ifølge SF være bedre til at forsvare og overvåge Østersøen og Arktis. Samtidig skal der foretages større investeringer i cybersikkerhed.

- Fordi vi i Danmark er et meget digitaliseret samfund, og derfor er vi virkelig sårbare over for cyberangreb. Men der skal også laves investeringer på krudt og kugler. Og på diplomati og humanitære indsatser. De ting hænger sammen, siger Anne Valentina Berthelsen.

SF vil ifølge ordføreren først lytte til Natos anbefalinger. Dernæst vil partiet komme med ønsker til, hvad der investeres i.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden