Udenrigsminister er positiv over for dansk bidrag til EU-styrke

Udenrigsministeren åbner for, at Danmark kan blive del af EU udrykningsstyrke, hvis forbeholdet afskaffes.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er positiv over for et dansk bidrag til samarbejdet om forsvaret i EU, hvis danskerne stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet 1. juni. (Arkivfoto) <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er positiv over for et dansk bidrag til samarbejdet om forsvaret i EU, hvis danskerne stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet 1. juni. (Arkivfoto) Philip Davali/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er positiv over for, at danske soldater kan bidrage til en udrykningsstyrke i EU, hvis danskerne afskaffer forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen 1. juni.

Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.

Han understreger dog, at hvis det bliver aktuelt, så vil det altid være op til Folketinget, hvad Danmark ønsker og ikke ønsker at deltage i.

- Det er Folketinget, der beslutter det, ligesom hvis man sender folk ud i en FN-styrke eller en Nato-styrke, siger udenrigsministeren.

EU har for nylig vedtaget en ny sikkerhedspolitisk strategi, som omtaler muligheden for, at EU kan oprette en udrykningsstyrke på 5.000 mand.

Det er forventningen, at en frivillig styrke vil bestå af frivillige bidrag fra de enkelte lande, men den skal ikke være etableret permanent.

Jeppe Kofod er positiv over for, at danske soldater kan få mulighed for at træne med deres europæiske kolleger, hvis Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet.

I interviewet vil Jeppe Kofod ikke direkte sige, at han mener, at danske soldater skal bidrage til en fremtidig EU styrke. Men han siger, at han er positiv over for muligheden.

Ifølge Jeppe Kofod blev det nødvendigt at tale om forsvarsforbeholdet, efter at krigen i Ukraine blev et vendepunkt.

I januar sagde regeringen, at det ikke var nødvendigt at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men tiden har ændret sig, mener Jeppe Kofod.

Han understreger, at selv om Danmark godt kan bidrage med våben og hjælp til Ukraine, handler en afskaffelse af forbeholdet om, at Danmark skal være en integreret del af det europæiske fællesskab.

Danmark har haft fire forbehold over for EU siden 1993. Ud over forsvarsforbeholdet er det et retsforbehold, et forbehold over for euroen, og et forbehold over for et EU-borgerskab.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden