Venstre-suppleant takker ja til plads i Bruxelles

Erik Poulsen, nummer tre på Venstres suppleantliste, overtager ledig plads i Europa-Parlamentet.

I 2019 stillede Erik Poulsen op til valget til Europa-Parlamentet, hvor han fik syvendeflest personlige stemmer af Venstre-kandidaterne. Flest fik Morten Løkkegaard (til venstre), som Erik Poulsen nu bliver kollega med i Bruxelles. (Arkivfoto). <i>Morten Dueholm/Ritzau Scanpix</i>

I 2019 stillede Erik Poulsen op til valget til Europa-Parlamentet, hvor han fik syvendeflest personlige stemmer af Venstre-kandidaterne. Flest fik Morten Løkkegaard (til venstre), som Erik Poulsen nu bliver kollega med i Bruxelles. (Arkivfoto). Morten Dueholm/Ritzau Scanpix

Nummer tre på Venstres suppleantliste, Erik Poulsen, har takket ja til den ledige plads i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Det siger Erik Poulsen til TV Midtvest.

I oktober lød det ellers fra Erik Poulsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at han ikke var interesseret i en plads i Europa-Parlamentet blandt andet på grund af sit job som politisk rådgiver i landboforeningen Fjordland.

- Det var jo en anden situation dengang. Det var helt hypotetisk, og der var ingen grund til at så tvivl om det job, jeg sad i, siger Erik Poulsen til DR mandag aften.

På grund af jobbet havde Erik Poulsen også meldt sig ud af Venstre ifølge lokalavisen. Han er dog medlem igen nu, oplyser Venstre til Ritzau.

At et af de 14 danske mandater i Europa-Parlamentet mandag blev ledigt skyldes, at Venstres Karen Ellemann forlader Folketinget for at blive generalsekretær i Nordisk Ministerråd.

Det satte mandag en større stoleleg i gang.

Karen Ellemanns mandat i Folketinget overtages af suppleanten Kim Valentin. Han havde, efter han i første omgang ikke blev valgt ved folketingsvalget, ellers takket ja til at tage til Europa-Parlamentet.

Han er nummer to på Venstres suppleantliste, men da EU-parlamentarikerne Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell blev valgt ind i Folketinget, blev to pladser ledige.

Den ene går til Bergur Løkke Rasmussen, der er førstesuppleant.

Og så var det fastlagt, at Kim Valentin tog den anden ledige plads i Venstres parlamentsgruppe på fire.

Men med hans tilbagevenden til Folketinget gik pladsen videre til Erik Poulsen, der er nummer tre på suppleantlisten.

Havde Erik Poulsen holdt fast i sit nej fra oktober, kunne det have blevet problematisk for Venstre.

For de næste to, der ville blive tilbudt pladsen, Charlotte Munch og Theresa Blegvad, har begge skiftet parti.

Charlotte Munch er netop blevet valgt til Folketinget for Danmarksdemokraterne, mens Theresa Blegvad er medlem af De Konservative nu.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 fik Erik Poulsen 3363 personlige stemmer, hvilket altså var syvendeflest af Venstres kandidater.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.