Udskældt Venstre-borgmester i København trækker sig

Jens-Kristian Lütken (V) bliver ifølge DR ny beskæftigelsesborgmester i København efter kollegas exit.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har trukket sig fra posten efter hård kritik af hendes ledelsesstil. <i>Mathias Eis/Ritzau Scanpix</i>

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har trukket sig fra posten efter hård kritik af hendes ledelsesstil. Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) trækker sig efter hård kritik af arbejdsmiljø. Det skriver hun på Facebook.

Borgmesteren har fået kritik for sin ledelsesstil og krænkende adfærd. Senest har en rapport fra Københavns kommunes arbejdsmiljørådgiver peget på massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø i borgmesterens forvaltning.

- Jeg har her til aften valgt at stoppe som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

- Det gør jeg, da de mange negative pressehistorier i de seneste måneder skygger for partiet og for muligheden for at føre borgerlig-liberal politik i København. Det ønsker jeg ikke, skriver hun på Facebook.

Til DR oplyser Venstres gruppe på Københavns Rådhus, at gruppeformand Jens-Kristian Lütken (V) overtager borgmesterposten.

Han takker i et opslag på Facebook Cecilia Lonning-Skovgaard for hendes arbejde.

- Cecilia har med stort engagement og ildhu kæmpet for Venstre de seneste mange år. Hun har sat et kæmpe aftryk på vores politik og Venstres organisation i København. Især hendes indsats for erhvervslivet og idrætslivet har været imponerende, skriver han.

Kritikken af Cecilia Lonning-Skovgaard tog fart allerede i januar, hvor fagforeningerne Djøf og HK på vegne af 2000 ansatte i forvaltningen skrev et åbent brev med kritik af hende efter flere fyringer.

Efter borgmesteren har trukket sig, siger Sara Vergo, chef for Djøf Offentlig:

- Det er umiddelbart en lettelse. Det har været en hård proces for alle, så det er nok det bedste at trække en streg i sandet og starte på en frisk med en ny borgmester.

Efter det åbne bred kom det frem, at borgmesteren havde ansat advokater til at undersøge sine egne ansattes håndtering af aktindsigter, som hun var uenig i. Det kom også frem, at ansatte følte sig chikaneret og mobbet af borgmesteren.

- Jeg er kun et menneske, og der har været meget pres på. Jeg skal arbejde med mig selv fremadrettet og blive bedre til at håndtere pressede situationer, så jeg holder det internt og ikke lader det gå ud over andre mennesker, sagde hun til Politiken i februar.

Det mindskede dog ikke presset på borgmesteren. Og mandag viste en undersøgelse af arbejdsmiljøet altså, at 24 medarbejdere har oplevet krænkende adfærd.

- Jeg har respekt for, at Cecilia Lonning-Skovgaard har besluttet at trække sig som borgmester.

- Det står klart, at ingen var tjent med den nuværende situation. Jeg håber, at alle nu vil komme godt videre, skriver Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, om borgmesterens beslutning i en kommentar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.