Ukraines ambassadør: Kun nederlag venter russiske tropper

Ukraines ambassadør, Mykhailo Vydoinyk, beder om hjælp til genopbygning af Ukraine efter Ruslands invasion.

Mykhailo Vydoinyk, Ukraines ambassadør i Danmark, overværede tirsdag sin præsident tale til Folketinget. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Mykhailo Vydoinyk, Ukraines ambassadør i Danmark, overværede tirsdag sin præsident tale til Folketinget. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, siger, at han er fuldkommen overbevist om, at Ukraine vil slå de russiske tropper og vinde krigen.

Meldingen kommer, efter at landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, har talt til Folketinget og understreget, at landet vil få brug for hjælp til genopbygning - selvsagt efter en ukrainsk sejr over de russiske invasionsstyrker.

- Vi er 100 procent overbeviste om, at vi vil vinde krigen. Vores soldater og ikke mindst vores folk har bevist, at Rusland vil fejle, siger Vydoinyk.

- Før eller siden vil de trække sig ud af Ukraine. Jeg håber, de meget snart forstår, at intet venter dem ud over nederlag.

- Så krigen vil slutte, og vi beder jer om at forberede jer på genopbygningen allerede nu, siger ambassadøren.

Både Volodymyr Zelenskyj og Mykhailo Vydoinyk beder Danmark støtte og gøre alt, hvad der kan gøres, for at hjælpe Ukraine. De ønsker blandt andet, at forsvarsalliancen Nato indfører et flyforbud over Ukraine, så de russiske luftstyrker ikke kan bombe civilbefolkningen.

Det har en stribe danske partiledere og politikere dog afvist at støtte mandag, da det kan lede til væbnet konflikt mellem Rusland og Nato.

- Vi bliver ved med at bede om det. For vi forstår, hvad det vil betyde for vores folk, når det kommer til at stoppe drabene på civile. I kan dagligt se, hvad de barbarer gør. De bomber civile. Byer og landsbyer.

- Men hvis I ikke kan støtte et flyveforbud, så hjælp os med at beskytte os mod luftangreb. Giv os antiluftskytsvåben, der kan ramme deres fly og missiler, siger Mykhailo Vydoinyk.

Formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, hæftede sig også ved ønsket om hjælp til genopbygningen af Ukraine.

- Når krigen slutter, så skal Danmark deltage i genopbygningsarbejdet. Altså, forudsat at Rusland ikke har overtaget Ukraine og indsat en marionetregering, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.