Ukraines præsident vil tale til Folketinget på en storskærm

Symbolet på Ukraines modstandskamp mod Rusland, præsident Volodymyr Zelenskyj, taler til Folketinget tirsdag.

Ukraines præsident befinder sig angiveligt fortsat i den ukrainske hovedstad Kyiv. <i>Str/Ritzau Scanpix</i>

Ukraines præsident befinder sig angiveligt fortsat i den ukrainske hovedstad Kyiv. Str/Ritzau Scanpix

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil tale til Folketinget via videolink tirsdag den 29. marts. Det oplyser Folketinget.

Volodymyr Zelenskyj, der er tidligere komiker, er blevet i sit land trods Ruslands invasion. Dermed er han blevet noget nær personificeringen af den hårde modstand, Ukraine har budt de invaderende tropper fra Rusland.

- Præsidenten vil give en orientering om situationen i Ukraine og takke det danske folk for den støtte, som er blevet vist hans land.

- Da forholdene i Ukraine kan ændre sig med kort varsel, er der en vis usikkerhed om arrangementet. Det kan således blive nødvendigt at ændre eller aflyse mødet med kort varsel, skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

Præsidenten vil tale på ukrainsk. Talen vil blive oversat simultant.

Mødet vil finde sted i Landstingssalen på Christiansborg, hvor folketingsmedlemmerne kan overvære den ukrainske præsident tale via en storskærm.

Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, besøgte i starten af marts Folketinget. Her blev han mødt af stående applaus.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er glad for, at præsidenten nu kommer til at tale direkte til Folketinget og den danske befolkning.

- Flere partier herunder Venstre har ønsket det. Det er vigtigt, at Danmark viser vores støtte til præsidenten og Ukraines befolkning. De er sande frihedskæmpere, skriver han til Ritzau.

Zelenskyj har talt til flere andre europæiske parlamenter. Blandt andet Forbundsdagen i Tyskland. Han har også holdt tale for Europa-Parlamentet.

I den seneste tid har han i stor stil kommunikeret både med sin befolkning og med resten af verden via de sociale medier, hvor han lægger videoer og billeder op.

Selv har præsidenten udtalt, at han er russernes mål nummer et, mens hans familie er deres andet mål.

Volodymyr Zelenskyj blev præsident i 2019 efter en jordskredssejr, hvor han fik 73 procent af stemmerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden