Undersøgelse: Styrelse skulle have kontrolleret Scandinavian Star

Inden "Scandinavian Star" sejlede med passagerer i Danmark, skulle Søfartsstyrelsen have kontrolleret færgen.

Scandinavian Star-tragedien skete i 1990 på vej til Frederikshavn. (Arkivfoto). <i>Joakim Roos/Ritzau Scanpix</i>

Scandinavian Star-tragedien skete i 1990 på vej til Frederikshavn. (Arkivfoto). Joakim Roos/Ritzau Scanpix

En ny undersøgelse af sagen om passagerfærgen "Scandinavian Star" konkluderer, at Søfartsstyrelsen skulle have foretaget en såkaldt havnestatskontrol af færgen i 1990.

Det fremgår af undersøgelsen, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Undersøgelsen finder, at styrelsen efter det eksisterende regelsæt kombineret med krav om forsvarlig forvaltning skulle have foretaget havnestatskontrol, inden skibet sejlede med passagerer første gang i Danmark, lyder det.

159 mennesker mistede livet, da der opstod brand på færgen på vej fra Oslo til Frederikshavn natten til den 7. april 1990.

Der har hersket stor mystik om, hvordan branden opstod. Efterforskningen har vist, at ilden opstod flere forskellige steder på færgen, og at der dermed sandsynligvis var tale om en påsat brand.

Siden er flere forhold i sagen blevet undersøgt, og i december 2020 igangsatte erhvervsminister Simon Kollerup (S) den undersøgelse, der mandag er blevet offentliggjort.

Her fik to juraprofessorer til opgave at undersøge, hvorvidt "Scandinavian Star" skulle have været synet af Søfartsstyrelsen i 1990, inden færgen sejlede med passagerer, og om styrelsen skulle have udført en havnestatskontrol.

Hvor undersøgelsen finder, at kontrollen af certifikater skulle have fundet sted, finder undersøgelsen, at styrelsen efter gældende praksis ikke burde have været synet.

Dermed konkluderes det, at Søfartsstyrelsen ikke brød loven ved ikke at syne skibet.

Simon Kollerup indkalder undersøgelsens følgegruppe til et møde i denne uge om resultatet.

En anden undersøgelse af sagen er også på vej. I oktober sidste år blev en taskforce politisk nedsat til at undersøge reder-, ejer- og forsikringsforhold vedrørende færgen.

I 2020 satte en dansk-norsk dokumentarserie på DR fokus på blandt andet en række økonomiske forhold.

Kun én uge før branden blev der tegnet en forsikring til det dobbelte beløb af en tidligere forsikring, kom det frem.

Da netop dette spørgsmål tilsyneladende aldrig er blevet undersøgt ordentligt, besluttede regeringen og partierne i Folketinget at sætte skub i en undersøgelse, som skal være uvildig.

En redegørelse fra taskforcen forventes i første halvdel af 2023. Her skal den vurdere, om der er grundlaf for, at politiet iværksætter en yderligere efterforskning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.