Ungefællesskaber har hjulpet Tingbjerg på rette vej

Tingbjerg er ikke længere at finde på parallelsamfundslisten. Lektiecafé og ungefællesskaber har været nøglen.

Det er en stigning i indkomstniveauet i Tingbjerg, som er årsag til, at boligområdet ikke længere er at finde på Indenrigs- og Boligministeriets parallelsamfundsliste. <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

Det er en stigning i indkomstniveauet i Tingbjerg, som er årsag til, at boligområdet ikke længere er at finde på Indenrigs- og Boligministeriets parallelsamfundsliste. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Da Indenrigs- og Boligministeriet torsdag fremlagde den såkaldte parallelsamfundsliste var tallet af områder på listen faldet fra 12 i 2021 til 10 i år.

Området Tingbjerg/Utterslevhuse i København var ikke længere at finde på listen.

- Forhåbentlig kan det være med til at skabe et bedre ry for Tingbjerg, siger Aisha Law, der er projektkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke i Tingbjerg.

Et boligområde betragtes som "et parallelsamfund", hvis det har mindst 1000 beboere i området. Og andelen af indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 procent.

Derudover skal mindst to af fire kriterier om uddannelses- og indkomstniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, andel af beboere, der kun har grundskoleuddannelse samt kriminalitetsniveau være opfyldt.

Det er politikerne, der beslutter, hvad kriterierne er for, at et boligområde betragtes som "et parallelsamfund".

Det er en stigning i indkomstniveauet i Tingbjerg, som er årsag til, at boligområdet ikke længere er at finde på parallelsamfundslisten.

- Folk har fået flere penge mellem hænderne i Tingbjerg. Generelt er der nogle boligsociale helhedsplaner, som har været med til at få folk i arbejde og i uddannelse.

- Der er blandt andet blevet lavet lektiecaféer, hvilket er noget af det, som vi kan se virker, siger Aisha Law.

Det er nu kun andelen af beboere, der alene har grundskoleuddannelse, der opfylder kriteriet for, at området skulle være på parallelsamfundslisten.

- Vi har tænkt os at fortsætte med at lave ungefællesskaber, som laver lokale aktiviteter og positive fællesskaber i områderne.

- Forskning viser, at det hjælper folk med at komme i job og uddannelse på grund af de her ting, siger Aisha Law.

Samtidig håber Aisha Law, at den positive udvikling i Tingbjerg vil betyde, at beboere i området vil blive hørt, når snakken falder på at bo i et udsat boligområde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.