V: Billig el og skattestop skal hjælpe inflationsramte borgere

Venstre vil sænke elafgifter, suspendere eltariffer og have et skatte- og afgiftsstop, siger finansordfører.

Søndag var Venstre til forhandlinger med regeringen om, hvordan man kan hjælpe borgere og virksomheder gennem den igangværende energikrise, der har sendt el og gaspriser på himmelflugt.

Finansordfører for Venstre, Troels Lund Poulsen, fortæller, at man ved dagens "gode og konstruktive" drøftelser havde tre politiske ønsker med til regeringen.

- Det første er, at vi sætter elafgifterne ned til EU's minimumssats. Det vil gavne forbrugerne i den situation, vi er i, som er alvorlig.

- Og som også er noget mere end bare at udskyde betalingerne, fordi det vil give folk nogle konkrete penge til dem selv, siger han.

Beregninger fra Danske Bank har vist, at en nedsættelse af elafgiften til EU's minimum vil spare en typisk familie med to voksne og to børn omkring 3600 kroner årligt.

Da Venstres forslag er for et halvt år, vil beløbet være cirka 1800 kroner.

Som andet forslag er en suspendering af Energinets tariffer til 11 øre per kilowatt-time de kommende tre kvartaler. Tarifferne går blandt andet til drift og administration.

Forslaget vil særligt hjælpe virksomhederne, der kan få nogle flere penge mellem hænderne, fortæller Troels Lund Poulsen.

Den statslige virksomhed Energinet har ifølge partiet tjent mellem to og tre milliarder på at handle dyr strøm over grænsen til nabolandene. Det er nogle af de penge, borgere og virksomheder skal have tilbage, lyder det.

Desuden vil Venstre have, at skatter og afgifter ikke kan blive sat op i den kommende finanslov.

Det forslag vil ikke nødvendigvis give folk flere penge mellem hænderne, men det skal give borgerne en "tryghed i maven, siger Troels Lund Poulsen.

- Vi ved, at finansloven over de seneste år har sat skatter og afgifter op med over 10 milliarder kroner - 40 skatte- og afgiftsstigninger.

- Og vi vil gerne sikre os, at hvis vi nu gør noget godt for danskerne nu i en politisk aftale, at vi så ikke er med til at underminere det, fordi regeringen laver finanslovsaftale, hvor man sætter skatter og afgifter op, siger han.

Særligt de to første forslag - nedsættelse af elafgift og nedsættelse af tariffer - mener Troels Lund Poulsen "bliver lyttet til". Mens man med skatte- og afgiftsstoppet "står lang fra hinanden".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.