Jakob Ellemann-Jensen sygemeldt: - Politik er vigtigt, men man må aldrig risikere livet for det

Mangeårig V-borgmester roser Jakob Ellemann-Jensen (V) for at stoppe op og passe på sig selv

Borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen (V) er helt tryg ved, at forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig i en periode må overlades til Troels Lund Poulsen (V) efter Jakob Ellemann-Jensens (V) sygemelding. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen (V) er helt tryg ved, at forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig i en periode må overlades til Troels Lund Poulsen (V) efter Jakob Ellemann-Jensens (V) sygemelding. Foto: Bo Lehm

MORS:Mandag aften meddelte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at han er sygemeldt på ubestemt tid. Sygemeldingen kommer, efter Ellemann-Jensen i forrige uge fik et ildebefindende, hvor han måtte en tur på Rigshospitalet.

På Mors har borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) modtaget nyheden om partiformandens pludselige sygemelding med ro i sindet.

Hans Ejner Bertelsen er selv en erfaren herre udi politik, og privat tilskriver han især sin hustru Mette Bertelsen meget af æren for, at han selv bliver mindet om at holde fri. Men borgmesteren medgiver, at det politiske virke også kan være opslidende:

- Det er vigtigt, at man husker at passe på sig selv. I en valgkamp trækker spidskandidaten et kæmpe læs, og Jakob har arbejdet helt enormt for at fremstå som leder af Venstre. Det er ingen hemmelighed, at Venstre har haft nogle udfordringer de seneste år, og det er ham, der har skullet rydde op, hvilket han har gjort på bedste vis. Jeg tror, han har arbejdet døgnet rundt, siger han og tilføjer:

- Jeg tænker, at det vigtigste er, at Jakob tager en pause, så han kan vende tilbage som en stærk vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre. Politik er vigtigt, men man må aldrig risikere livet for det.

Sygemeldingen kommer, mens Venstre sidder i forhandlinger med folketingets partier om et nyt forsvarsforlig. Dermed må økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) overtage forhandlingerne, ligesom han også bliver fungerende forsvarsminister.

Det skifte tager Hans Ejner Bertelsen dog med ro i maven:

- Når det kommer til diskussionen om et forsvarsforlig, så er det stadig i de indledende forligsforhandlinger. Og med Troels Lund Poulsen som forligsforhandler er det i gode hænder. De har mange gode rådgivere, og Troels Lund Poulsen har været med i alle forhandlinger, som Venstre har været involveret i i de seneste år, så det er jeg helt tryg ved, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.