V forlanger vaccineplan for ældre og coronastrategi for efterår

Onsdag klokken 10 afholder Statsministeriet pressemøde om coronastrategien fremover. Venstre har to krav.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder onsdag klokken 10 pressemøde om, hvordan coronavirus skal håndteres de kommende måneder. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder onsdag klokken 10 pressemøde om, hvordan coronavirus skal håndteres de kommende måneder. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre vil forlange, at der ligger en plan for både vaccination af ældre og sundhedsvæsenets beredskab senere onsdag, hvor Statsministeriet har indkaldt til pressemøde om coronasituationen.

Det siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V) onsdag morgen.

- Det ville være dybt ulykkeligt og en uacceptabelt situation, hvis Danmark igen bliver lukket ned, og vi skal have epidemilov, og der skal udbetales hjælpepakker på grund af få hundrede patienter i det danske sundhedsvæsen, siger han.

Hos Enhedslisten er forventningerne også, at der kommer en plan for efterårets coronastrategi.

Ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) kunne den plan handle om test, opsporing og vaccination, men også muligheden for at sætte ind lokalt, hvis der ses en stigning i smitten.

- Vi vil undgå at stå i en situation med restriktioner og nedlukninger, og det handler om at tage det i opløbet, siger Hvelplund onsdag morgen.

Dansk Industri kommer også til at fokusere på, om der er en strategi for, hvordan nedlukninger skal undgås i fremtiden. Det siger Thomas Bustrup, der er viceadministrerende direktør i DI, i en pressemeddelelse onsdag morgen.

- Vi mener, at det er helt afgørende med en konkret plan for, hvordan sygehuskapaciteten kan skaleres samt en strategi for nye vacciner. Det er nøglen til et åbent Danmark, siger han.

Hverken Venstre eller Enhedslisten forventer, at der kommer restriktioner over sommeren.

- Det er min forventning, at sommeren bliver restriktionsfri. Men det er også min forventning med efteråret og vinteren, men det er selvfølgelig også afhængigt af, hvilken variant vi må blive ramt af, siger Peder Hvelplund.

Tirsdag indkaldte statsminister Mette Frederiksen (S) til et pressemøde onsdag klokken 10.00.

Pressemødet handler om den coronastrategi, som regeringen flere gange har varslet ville komme inden sommerferien.

Den kommer ifølge Ritzaus oplysninger både til at have et spor om vaccination og test.

Strategien kommer, på et tidspunkt hvor smitten med coronavirus igen stiger i Danmark.

Tirsdag blev der det seneste døgn registreret over 2100 smittede. Samtidig kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyse, at den nye undervariant til omikron, BA.5, nu er den dominerende variant i Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.