regering og Folketing

V-koryfæ Hjort råder Ellemann til energisk at forfølge regering

Det er afgørende, hvor håndfaste garantier S vil give V i et muligt regeringssamarbejde, siger Claus Hjort.

Venstre holder landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 19. november 2022.
Venstre holder landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 19. november 2022. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:49

Det mangeårige V-medlem Claus Hjort Frederiksen, som bliver betragtet som en slags nestor i partiet, vil råde Jakob Ellemann-Jensen til at forfølge, hvor langt Socialdemokratiet vil gå for at få Venstre med i en regering.

Det siger han på Venstres landsmøde i Herning, hvor baglandet er samlet på et tidspunkt, hvor partiet står overfor at skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Venstre skal gå med i en regering eller ej.

- Venstre er ikke et parti, der bare sætter sig på sidelinjen og protesterer. Man vil lige se svesken på disken, før man tager stilling, siger Claus Hjort Frederiksen.

Hans råd til Venstre-formanden vil være "energisk at forfølge, hvor langt socialdemokraterne vil gå", siger han og pointerer, at Venstre altid vil forsøge at få indflydelse.

Jakob Ellemann-Jensen har lørdag formiddag holdt tale for baglandet, hvor han blandt andet sagde, at det vil være naturligt at forfølge muligheden for at få indflydelse - måske endda i en regering med Socialdemokratiet.

Det er ellers noget, som Jakob Ellemann-Jensen kategorisk afviste før valget.

- I talen hørte jeg, at Venstre meget konkret er i gang med at afsøge, hvad socialdemokraterne er villige til, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det, der bliver helt afgørende for, om Venstre går i regering eller ej, vil være, hvor håndfast garantier Socialdemokraterne vil give i den forbindelse.

- Det kan ikke være hensigtserklæringer eller noget, for i baghovedet hos os ligger jo, at hun har et rødt flertal i baghånden, og hvordan vil hun aktivere det. Det vil jo kræve, at det ligger knivskarpt.

Claus Hjort Frederiksen forlod Folketinget ved valget 1. november. Han havde efter adskillige år som folketingsmedlem besluttet ikke at genopstille.

Venstre led et eklatant nederlag ved valget, hvor partiet blev næsten halveret.

Også Bertel Haarder, som har en lang karriere i Folketinget bag sig, havde før valget besluttet at sige farvel til karrieren som folkevalgt.

Han er også tilstede ved landsmødet i Herning, men havde dog ikke før Jakob Ellemann-Jensens tale lyst til at komme med sin holdning til, om Venstre bør søge ind i et regeringssamarbejde eller ej.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden