V og K undrer sig over pirater sættes fri og manglende plan
Både Venstre og De Konservative står undrende tilbage, efter at flere pirater er løsladt fra dansk krigsskib.
Venstre og De Konservative støttede, at Danmark sendte krigsskibet Esbern Snare til farvandet ved Vestafrika for at beskytte civil skibsfart mod pirateri.
Begge partier stiller sig dog undrende over for, at tre pirater, der blev taget til fange efter en ildkamp, nu bliver sat fri fra skibet.
- Det var på ingen måde det, der var meningen. Så det helt store spørgsmål er, hvad forsvarsministeren havde tænkt sig? Og hvorfor havde man ikke en plan for, hvad man kan gøre med anholdte?
- Der skulle have været lavet nogle aftaler. Og vi vil i Det Udenrigspolitiske Nævn følge op på, hvorfor det ikke er sket, siger udenrigsordfører for Venstre, Michael Aastrup Jensen.
Danske soldater, som var om bord på en mindre båd i Guineabugten, blev angrebet 24. november sidste år. Angrebet fik de danske styrker til at åbne ild. Fire formodede pirater blev dræbt, mens de fire andre blev tilbageholdt. De fire blev sigtet for drabsforsøg. De nægtede sig skyldige.
De Konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen, er også forundret.
- Men jeg begræder denne her dag på vegne af dansk og international skibsfart. Og det er helt forfærdeligt for de danske soldater, der har sat deres liv på spil for at tage de her mennesker til fange.
Han siger yderligere, at det havde svækket hans støtte til missionen, hvis det havde stået klart, at der ikke var en plan for, hvad man skal gøre med tilfangetagne pirater.
Venstres Michael Aastrup Jensen siger, at han også gerne ville have vist, at der ikke lå en plan.
Men hos Enhedslisten har forsvarsordfører, Eva Flyvholm, godt vidst, at der ikke var en plan for, hvordan eventuelle fanger skulle håndteres.
Det var netop en af årsagerne til, at Enhedslisten var et af de få partier, som i maj sidste år ikke støttede beslutningsforslaget om at sende Esbern Snare til Guineabugten.
- En af mine helt centrale bekymringer har lige fra starten været, at der jo ikke var en plan for, hvordan man skal håndtere fanger, siger Eva Flyvholm.
Heller ikke orlogskaptajn Johannes Riber, der er militærforsker hos Forsvarsakademiet og blandt andet beskæftiger sig med pirateri og maritim sikkerhed, er overrasket over løsladelsen.
Der har reelt kun været to muligheder hele tiden, vurderer han.
- Enten skulle man tage dem med hjem til Danmark og retsforfølge dem her. Og det er der nok ikke så stor politisk appetit på, er mit indtryk. Eller også skulle man sætte dem i en båd og lade dem sejle deres vej.
Eva Flyvholm mener, at regeringen må afbryde missionen og trække fregatten hjem fra Guineabugten. Det vil være "absurd" at fortsætte.
- Danmark har en kæmpestor fregat sejlende rundt på piratjagt, hvor man ikke aner, hvordan man skal håndtere fanger. Det er jo dybt uholdbart, siger Eva Flyvholm.
- Det er meget tydeligt, at mange af de partier, som var friske på at sende fregatten afsted, ikke er interesseret i at få retsforfulgt i Danmark. Så helt ærligt, der er ikke en fornuftig løsning på det her.
Hos Dansk Folkeparti ser retsordfører Peter Skaarup ikke problemet.
- Jeg vil sige, at med fire døde pirater og andre sårede, så efterlader det piratindustrien med det indtryk, at det har høje omkostninger at angribe et vestligt handelsskib.
- Og ved at løslade piraterne undgår vi, at der opstår en ny måde at komme til vesten på, siger han og fortsætter:
- Så for mig er dette her den absolut mindst ringe løsning.
Fregatten ventes at blive i regionen til marts 2022.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.