Valgdeltagelsen flader ud i forhold til sidst

Trods flere brev- og morgenstemmer er antallet af stemmer til folkeafstemningen ud på dagen bremset op.

Vejret har ikke vist sig fra sin mildeste side på valgdagen. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Vejret har ikke vist sig fra sin mildeste side på valgdagen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere brevstemmer har ikke givet et mærkbart løft i valgdeltagelsen til onsdagens afstemning om forsvarsforbeholdet, hvis man sammenligner med seneste folkeafstemning i 2015.

Det viser en rundspørge, Ritzau har foretaget blandt kommuner og valgsteder, der tilsammen repræsenterer 474.000 stemmeberettigede vælgere.

39,0 procent af vælgerne havde klokken 16 afgivet deres stemme ved de 13 kommuner og valgsteder.

Med i det tal er de mange brevstemmer, vælgerne har afleveret forud for valgdagen.

I 2015, da danskerne stemte om retsforbeholdet, havde 38,8 procent stemt klokken 16 ved de samme valgsteder. Der landede den endelige stemmeprocent på 72.

Tidligere på dagen var årets målinger ellers pænt foran 2022, blandt andet takket være en stor stigning i antallet af brevstemmer. Ifølge Ritzaus stikprøver er det vokset med godt 45 procent.

Sammenlignet med 2015, hvor valgstederne først åbnede klokken 09, har vælgerne i denne omgang også haft en time mere til at få sat deres kryds.

Men ud på dagen har der altså været færre, der har bevæget sig ned til deres lokale stemmested.

På landets største valgsted, Viborg Stadion Center, fortalte valgleder Erik Sørensen tidligere onsdag, at der ikke har været de store køer ved stemmeboksene.

- Der har været et pænt flow hen over dagen. Set i forhold til andre valg har det været meget roligt.

- Jeg tror, at covid-19 har betydet, at folk vil undgå at stå i kø, og derfor har de ændret adfærd. Vi har også opfordret folk til at komme mellem 10 og 16, hvor der normalt er god plads og ingen køer, siger Erik Sørensen.

Desuden er vælgerne hurtigt inde og ude.

- Det går jo lynhurtigt at afgive en stemme i forhold til at finde en kandidat på en meget lang stemmeseddel, bemærker Erik Sørensen.

Der er i alt 4,3 millioner stemmeberettigede vælgere til folkeafstemningen.

Valgstederne lukker klokken 20.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.