Vanopslagh: LA skal være kendt for andet end skattelettelser
Velfærd og klima er kommet på dagsordenen hos Liberal Alliance og politisk leder Alex Vanopslagh.
Snart tre år er gået siden Liberal Alliances bratte fald fra tinderne. Folketingsvalget i 2019 sendte partiet fra ministerbiler til lige over spærregrænsen, og den politiske leder skiftede navn fra Anders Samuelsen til Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance før og efter valget har stadig markante ligheder. Men Alex Vanopslagh vil gerne have partiet til at være mere end krav om topskattelettelser, som blev synonymet med både Liberal Alliances storhed og fald.
Det fortæller Alex Vanopslagh op til Liberal Alliances landsmøde lørdag i Kolding, hvor partiet blandt andet præsenterer en 2035-plan.
- Min ambition er, at vi skal være kendt for andet end skattelettelser og reformer, siger han.
- Selvfølgelig vil vi stadigvæk gerne afskaffe topskatten, men LA er et parti, der er meget mere end topskattelettelser. Det ville være lige så fantastisk at gøre de første 7000 kroner, folk tjener hver måned, skattefri. Og det er nok noget, flere kan relatere sig til end topskat.
Alex Vanopslagh så det spæde Liberal Alliance som et parti, der var ”lidt smart i en fart”. Et parti for iværksættere.
Men er det så meningen, at Liberal Alliance skal være mere relaterbart for en bredere skare under Alex Vanopslaghs vinger?
- Det er lidt et tveægget sværd. Ikke hvis præmissen er, at vi skal ligne de andre partier. Men jeg synes, det vil være ærgerligt og forkert, hvis folk har en opfattelse af, at man skal være topskatteyder eller iværksætter for at stemme på Liberal Alliance.
I sidste uge annoncerede partiet en stor klimaplan. Og også velfærd fylder mere hos Liberal Alliance nu, erklærer den politiske leder.
- For mig er den vigtigste opgave politisk de kommende år ikke bare at skaffe mere arbejdskraft, øge arbejdsudbuddet og sikre velstand, men det er også at få indrettet et velfærdssamfund på borgernes præmisser og ikke systemets præmisser.
- Det er en kliché, men når det ikke er sket endnu, er det fordi, at der er alt for mange særinteresser, der dominerer dansk politik, siger Alex Vanopslagh.
Han nævner partiets pensionsudspil ”Fri Pension” og ønsket om, at borgere skal kunne indbetale til en velfærdskonto som liberal velfærd.
Siden folketingsvalget i 2019 har partiet ligget stabilt omkring valgresultatet på 2,3 procent eller lidt højere. Men Alex Vanopslagh vil have mindst en fordobling af de nuværende mandater, når der kommer et Folketingsvalg inden juni næste år.
- Jeg tror på, at vi kan få otte mandater og fire procent ved et valg. Det er ambitiøst, men ikke urealistisk.
- Men det er ikke sådan, at jeg træder af som leder, hvis vi får 3,5 procent, siger han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.