Veganerpartiet ekskluderer stifter for krænkende adfærd

Henrik Vindfeldt har så sent som tirsdag præsenteret politik for Veganerpartiet

Veganerpartiet holder pressemøde <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Veganerpartiet holder pressemøde Emil Helms/Ritzau Scanpix

Veganerpartiet har ekskluderet den tidligere leder Henrik Vindfeldt. Han var med til at stifte partiet i 2018.

Det er sket mandag. Veganerpartiet begrunder det med krænkende og nedværdigende adfærd, skriver partiets anden medstifter, Michael Monberg, i en pressemeddelelse.

- Henrik er hårdtarbejdende. Men vi kan ikke længere se igennem fingre med måden at behandle sine kolleger. Det splitter organisationen indefra, og vi kan ikke tåle endnu en genstart, siger Monberg, som er politisk ordfører.

Tidligere tirsdag har Vindfeldt, som har været fremtrædende i offentligheden, præsenteret politik for Veganerpartiet på Facebook.

- Veganerpartiet fremsætter et gennemgribende reformudspil, som har til hovedformål, at den konventionelle husdyrproduktion i Danmark afvikles hurtigst muligt, dog senest inden 2030, skrev Vindfeldt tirsdag klokken 12. Altså efter at partiet mandag ifølge Monberg havde ekskluderet ham.

Ritzau har forsøgt - og forsøger fortsat - at få en kommentar fra Henrik Vindfeldt.

Veganerpartiet blev i efteråret 2020 opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Partiet fik 0,17 procent af stemmerne på landsplan ved kommunalvalget i november 2021.

Men partiet fik ikke valgt kandidater i de 16 kommuner, hvor partiet stillede op.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.